close

Mercedes præsenterer ”Tinder på hjul” på Frankfurt Auto Show

En selvkørende delebil anno 2030 er blandt de mange konceptbiler, der tegner en tydelig tendens på dette års internationale biludstilling i Frankfurt – at den automobile verden går en selvkørende, eldrevet fremtid i møde. 

Forestil dig en lille bil til to personer. Den har hverken rat eller pedaler, den kører på el, og den kommer til dig helt af sig selv, når du sender bud efter den.

Bilen ved, hvornår der er behov for den. Hvis en koncert nærmer sig afslutningen, hvis det trækker op til regn, eller når klokken nærmer sig fyraften, bevæger sværme af de små biler sig af sted for at stå til tjeneste og hilse dig velkommen med navns nævnelse på et display i snuden.

Lyder det ideelt? En smule skræmmende, måske? Festen stopper ikke her. For selv om bilen er en delebil, kan den tilpasses den enkelte bruger. Den lille bil ved, hvilket farvetema du foretrækker i kabinen, og hvilken musik, du helst vil høre undervejs. Den kan matche informationerne om dig med potentielle medpassagerer, og hvis du har lyst til at dele bilens brede, sofalignende sæde, får du et tilbud om at samle en ligesindet – men ikke nødvendigvis ligekønnet – medpassager op, og så er det ellers bare et spørgsmål om at sige ja eller nej. Ikke ulig den populære dating-app Tinder.

Mercedes forestiller sig, at dørene i fremtidens Smart kan kommunikere nyttige oplysninger eller stemningsbilleder til omverdenen. Hvem sagde reklamer?

”Vi ved fra studier, at der bliver en stor efterspørgsel efter et- eller to-sædede robo-biler i fremtiden fra folk, der foretrækker deres eget transportmiddel frem for offentlig transport,” sagde Smarts adm. direktør Annette Winkler, da hun præsenterede den lille konceptbil på biludstillingen i Frankfurt.

Begejstrede byboer må dog slå koldt vand i blodet. Hos Mercedes, der ejer Smart-brandet, vil man ikke komme et tidspunkt for kommercielt salg nærmere, end at det bliver på den anden side af 2030.

Symbioz er Renaults forestilling om en bil anno 2030.

Renault kører bilen i hus

Uanset hvor futuristisk Smart-konceptet må være, er det kendetegnende for to klare tendenser, der præger konceptbilerne på dette års udgave af biludstillingen i Frankfurt – de er eldrevne, og de er selvkørende.

Til trods for manglen på rat og pedaler får man indtrykket af, at den lille Smart nok skal blive til virkelighed en dag. Måske fordi vi selv så den køre rundt på scenen under en stort anlagt pressekonference. Måske fordi der er noget sympatisk og harmløst over dens størrelse, og så det, at den handler om simpel bykørsel. Ikke noget med en hel masse hestekræfter, som ingen alligevel får råd til at betale for.

I en andel boldgade – den med masser af hestekræfter – holder Renaults bud fremtidens bil. Den er lav, lang og bred, den har 680 hk, og så er den en integreret del af dagligstuen.

Det med integrationen skal forstås på to måder. Dels helt bogstaveligt, fordi bilen kan køre ind i et hus, som Renault har designet til formålet. Herefter kan passagerne hoppe direkte over i dagligstuens sofa, som i øvrigt har samme betræk som sæderne i bilen.

Når bilen ikke er i brug, bliver den ført op på øverste etage, hvorfra den selv finder ud på husets tag. Her står den så og lader op til næste tur, imens bilens store batteri indgår som en del af husets strømforsyning.

I mere overført betydning ser Renault også konceptbilen, der har fået navnet Symbioz, som en rullende forlængelse af dagligstuen. Foruden den der detalje med betrækket på sæderne er det muligt at lade bilen køre selv, vende de forreste sæder om, så de peger mod bagsæderne, og så ellers bare fortsætte med at se Netflix, eller hvad man nu lige var i gang med.

Transportmiddel eller bil med rat og pedaler? Renaults konceptbil giver føreren valget.

Men hvor Mercedes’ 2030-vision, den lille Smart, hverken har rat eller pedaler, giver Renault mulighed for, at føreren selv kan styre bilen. Med et tryk på den rigtige knap bliver rat og pedaler kørt frem fra instrumentbord og gulv, og chaufføren får overdraget magten over de mange hk.

Konceptbilen har på nuværende tidspunkt en rækkevidde på 500 km, og den kan lade 80 pct. af batteriets kapacitet på 20 minutter – præstationer, som ifølge Renault vil blive forbedret yderligere frem mod 2030.

Renault fortæller, at mange af de funktioner, som præger Symbioz, vil komme i gadebiler fra 2023. Det gælder blandt andet autonom kørsel på niveau 4, hvilket kort fortalt vil sige fuldstændigt selvkørende i langt de fleste situationer.

Tre gange selvkørende Audi

Også i den hal på Frankfurt Messecenter, der rummer Volkswagen-koncernens mange mærker, er el og selvkørende de gennemgående temaer for konceptbilerne. Diesel-skandalen skal puttes i glemmebogen, og koncernen budgetterer med at bruge 70 mia. euro på at udvikle sit elbil-program frem mod 2030.

På den selvkørende front er Audi det mærke, der skal vise koncernens vej ind i fremtiden, og på tre store podier i tre niveauer står der tre forskellige Audi’er. Den ene er den nye Audi A8. Den kommer på gaden i løbet af efteråret, og den ser ud til at blive den første bil på markedet, der er selvkørende på niveau 3. Det vil sige den første bil på markedet, som er klar til at overtage kørslen fuldstændigt, så føreren (endelig) kan lave noget andet bag rattet, når forholdende tillader det. Skrive mails, læse en bog, snakke med ungerne omme på bagsædet, whatever – bare man er klar til at overtage kørslen med ti sekunders varsel, hvis bilen beder om det. I A8’erens tilfælde vil det blive muligt ved køkørsel op til 60 km/t.

Audi forventer dog, at der kan gå op mod halvandet år, før de første A8’ere rent faktisk også kører på niveau 3 i Danmark. Først skal et gammelt FN-regulativ skrives om, så skal en EU-typegodkendelse hentes hjem, og derefter skal den danske færdselslov rettes til.

På næste podie holder Audi Elaine, der er Audis forestilling om en bil i 2025. Elaine kan køre selv i de fleste situationer (niveau 4), og så har den en elmotor foran og to bagi – en konfiguration, som ifølge Audi vil blive kendetegnende for mærkets kommende elbiler, selvom de nok ikke alle får 429 hk ligesom Elaine.

Elaine er proppet med nye funktioner, og nogle af dem kan ifølge Audi ramme markedet langt tidligere end 2025. Det gælder blandt andet et koncept, som Audi kalder AI-zoner, hvor man kan efterlade sin Audi. Man parkerer den i en særlig afleveringszone, hvorefter bilen selv kører ind i et parkeringshus. Her kan man vælge forskellige ydelser som tankning, opladning eller rengøring, og bagefter finder bilen selv ned til modtagerzonen, når ejeren kalder.

Hverken rat, pedaler eller sikkerhedsseler – Audis idé om en luksusbil anno 2030.

På det sidste podie på Audis stand i Frankfurt står Audi Aicon. Tidshorisonten for konceptbilen hedder 2030, og ligesom med Mercedes’ Smart-koncept er der hverken rat eller pedaler i Aicon – altså en fuldstændigt selvkørende bil.

Audi ser Aicon som fremtidens luksusbil, altså den diametrale modsætning til Smarts robot-delebil. Med en længde på 5,44 meter er den 24 cm længere end den lange udgave af nutidens A8, og fraværet af rat og pedaler gør kabinen luftig og rummelig.

Aicon er lavet til at tilbagelægge lange strækninger i en fremtid, hvor alle biler taler til hinanden. Audi forestiller sig, at trafikken derfor kommer at flyde langt bedre end i dag, så det er muligt at holde 130 km/t i lang tid, imens passagerne hygger sig eller læner sædet tilbage og snupper en lur – traditionelle sikkerhedsseler er sågar overflødige, fordi avancerede sensorer og kommunikation med andre biler gør ulykker til et levn fra fortiden.

En fremtid, hvor sikkerhedsseler er overflødige? Vi får se…

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst