close

Apple køber Drive.ai og rykker nærmere selvkørende biler

Drive.ai-i-fart
Drive.ai nåede blandt andet at sætte denne selvkørende minibus på gaden i et forsøg i USA. Foto: Drive.ai

It-giganten Apple er kommet endnu et lille skridt nærmere et produkt inden for selvkørende transport med opkøb af den skræntende udvikler Drive.ai.

Efter fire år med udvikling af selvkørende teknologi havde Drive.ai netop kastet håndklædet i ringen, da Apple i sidste uge opkøbte virksomheden.

Ifølge San Francisco Chronicle havde Drive.ai varslet en opsigelse af sine 90 medarbejdere. Fire dage senere blev virksomheden købt af Apple, der har ansat “flere dusin” af de højt eftertragtede ingeniører inden for autonom kørsel. Med i købet følger desuden intellektuel ejendom og køretøjer.

Drive.ai er blandt andet kendt for to forsøg med selvkørende minibusser i en meget iøjnefaldende orange farve. Derudover har fokus været på at udvikle selvkørende teknologi, der kan eftermonteres i eksisterende biler.

Læs mere: Her er den nyeste selvkørende shuttle i USA

Apple vil være autonom

Apple’s køb af Drive.ai er blot den seneste af en række handlinger, der er med til at underbygge Apple’s ambitioner inden for selvkørende teknologi. Internt går udviklingen under “Projekt Titan”, men eksternt er det yderst sparsomt med detaljer om, hvad Apple egentlig går og pønser på. Udviklingen af en hel bil er blev dog skrinlagt officielt. Imens svirrer rygterne jævnligt om, at projektet er fortsat i det skjulte.

Faktum er dog, at Apple i løbet af det seneste års tid har udvidet sin flåde af selvkørende testbiler i hjemstaten Californien, hvor en egenudviklet boks med utallige sensorer er monteret på taget af bilerne. Og at Apple sidste år købte en række Volkswagen T6-busser med det formål, at de skulle ombygges til selvkørende shuttlebusser på Apple’s egne arealer.

Læs mere: Apple vil bygge selvkørende bus på VW-platform

Ifølge San Francisco Chronicle er der dog 5.000 ansatte knyttet til Project Titan, så noget stort bør være under opsejling. I en kommentar til købet af Drive.ai vurderer kapitalfonden Loup Ventures, at Apple sandsynligvis arbejder på et selvkørende produkt, der kan tilbydes eksisterende bilproducenter. Det er dog ikke noget, der er lige på trapperne, lyder vurderingen.

“Vores opfattelse er, at Drive.ai-handlen antyder, at Apple stadig er seriøse omkring autonomi. Langt mere end det antyder, at Apple er to år fra at lancere sin egen bil,” skriver Loup Ventures.

Læs også: Apple i første uheld med selvkørende bil

Stort fald i værdi

Drive.ai har igennem årene fået tilført betragtelige mængder kapital. Ifølge Techcrunch har investorer samlet set spyttet 77 mio. dollar i selskabet, som i 2017 blev anslået til en markedsværdi på 200 mio. dollar.

Selskabet har over for det amerikanske techmedie afvist at kommentere på lukningen, der altså på falderebet endte med en overtagelse. Det bliver dog antydet, at hyppige udskiftninger i den øverste ledelse har været en medvirkende faktor.

Det er ikke offentliggjort, hvad Apple har givet for Drive.ai. Ifølge Loup Ventures ligger prisen formentlig under 35 mio. dollar.

Læs også: VIDEO: Sådan kører de selvkørende busser i Gøteborg

Tags : appleDrive.ai
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst