close

Når Audi flirter med Airbus…

Foto: Italdesign

VIDEO. Hvad får man, når man parrer Audi med flyproducenten Airbus under opsyn af et italiensk designhus? Den flyvende, selvkørende bil Pop Up Next!

Det ligner ren science fiction, og der er da heller ingen oplysninger om, hvornår vi kan forvente at se dette bud på en flyvende bil i aktion.

Men siden flyproducenten Airbus og designhuset Italdesign præsenterede første generation af bilen på billederne her på sidste års biludstilling i Geneve, har Audi sluttet sig til projektet, og det siger måske et eller andet om, at det ikke bare er et luftkastel. I hvert fald stod næste generation klar til at imponere publikum på dette års Geneve-udstilling.

Foto: Italdesign

“Der er brug for kreativitet, når det kommer til nye koncepter for mobilitet i byer og folks mangfoldige behov,” siger Audis bestyrelsesmedlem Dr. Bernd Martens, der også er formand for Italdesign.

Han fortsætter:

Pop Up Next er en ambitiøs vision, der permanent kan ændre vores byliv i fremtiden.

Så altså, Airbus har udviklet flyvemodulet med fire propeller, der hver især bliver drevet af to elmotorer. Modulet kan kobles sammen med en kabine til to personer ved hjælp af en anordning, der er så teknisk, at jeg ikke vil forsøge at beskrive den her. Med med kabinen koblet på kan Pop Up flyve op til 120 km/t, og den har en rækkevidde på 50 km. Flyvemodulet har et batteri på 70 kwh.

Læs også: TEST: Audi jagter den selvkørende førertrøje

Tanken er, at Pop Up Next fx kan flyve fra lufthavnen uden for en storby og ind til centrum. Der kan den sætte kabinen, der har plads til to passagerer, af på et selvkørende modul, som Audi har bygget. På den måde bliver fly til bil, og de to passagerer kan komme frem til deres endelige destination.

Hele vejen igennem foregår betjeningen digitalt, så der skulle ikke blive brug for helikoptercertifikat for at komme nogen vegne. I kabinen er betjeningen baseret på ansigtsgenkendelse og teknologi, der følger øjets bevægelser.

På hjul kan køretøjet skyde op til 100 km/t, og det har en rækkevidde på 130 km fra et batteri på 15 kwh. Som bil er den meget kompakt med en længde på bare 311 cm, men i forhold til at lande i centrum af en tætpakket metropol sætter flyvemodulet sine begrænsninger. Det måler 440 cm i længden og 500 cm i bredden, så det kommer ikke til at ske på en hvilken som helst gade.

Videoen her giver et indtryk af konceptets muligheder.

Tags : Audi
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response