close

Ugens selvkørende nyheder – 16

porsche-panamere-autonom-parkering
Foto: VW

Japan vil tage teten på lovgivning om selvkørende biler. VW tester selvkørende parkering i Hamborg. England snakker om særligt kørekort til selvkørende biler. Mercedes laver forlygter, der kan kommunikere. Og så er Tesla kommet i bad standing efter uheld i USA. Her er ugens vigtigste selvkørende nyheder.

Japan laver selvkørende lov

I Japan vil bilejere blive ansvarlige for de uheld, der måtte ske med deres selvkørende biler – også selvom bilen kører af selv.

Det er et af budskaberne i et dugfrisk udkast til, hvordan landets færdselslov kan komme til at rumme selvkørende biler.

“Ved at tage konkrete skridt imod nogle juridiske rammer vil jeg gerne have, at Japan tager førerrollen i at lave internationale regler,” siger Japans premierminister Shinzo Abe i forbindelse med udkastet.

De nye regler vil gælde biler, der er selvkørende til og med niveau 3. Niveau 4- og 5-biler vil der blive taget stilling til senere. 

Sammen med placeringen af ansvar følger også et krav om, at bilens ansvarsforsikring dækker de ulykker, der måtte ske, imens bilen kører selv. Kun hvis der er tale om klare fejl i bilens systemer, vil ansvaret ryge videre til bilproducenten. For at kunne fastslå årsagen til ulykker, vil der også blive krav om, at bilen er udstyret med en slags sort boks, der opsamler data (Nikkei Asian Review).

Læs også: Selvkørende udstyr kan være farligt i brugte biler

VW tester autonom parkering i Hamborg Lufthavn

VW-koncernen rækker nu hånden ud til alle dem, der bruger timevis på at finde en parkeringsplads.

I Tyskland er det en beskæftigelse, der i gennemsnitlig frarøver bilisterne 41 timer om året. I New York går der ifølge VW 107 timer årligt med at lede, og rygter vil vide, at situationen kan være mindst lige så grel på Østerbro i København.

Med det ædle mål at give bilisterne deres fritid tilbage, er der nu startet et projekt i Hamborg Lufthavn, hvor biler parkerer af sig selv. Hvis man har en særligt udstyret testbil fra VW, Audi og Porsche kan man bestille en parkeringsplads i en app, og simpelthen efterlade sin bil på en dertil indrettet plads i et p-hus. Herefter fortsætter bilen selv, og navigerer hen til sin p-bås ved hjælp af simple skilte som det bag bilen på billedet i toppen af denne artikel. 

Læs også: TEST – Audi jagter førerløs førertrøje

Hvis det er en hybrid- eller elbil, kan den automatisk blive ladet op (se billede herunder), og der kører også et forsøg med levering af pakker i bagagerummet af parkerede biler. 

“Vores vision er mobilitet, som er tilgængelig ved trykket på en knap, hvorsomhelst og for hvemsomhelst. Et vigtigt skridt på vejen er autonom parkering, som vi tester det her i Hamborg Lufthavn,” siger Johann Jungwirth, digital direktør i VW-gruppen, i en pressemeddelelse.

Flere andre forsøger sig også med autonom parkering, heriblandt Mercedes-Benz.

Foto: VW

Engelsk rapport foreslår særligt kørekort til selvkørende biler

Fremtidens bilister kommer til at møde udfordringer bag rattet, som de ikke bliver skolet i under køretimerne. Problemet vil være størst i overgangsfasen, hvor bilerne er delvist selvkørende (niveau 3 og 4), men hvor et menneske skal være i stand til at overtage kontrollen i særlige situationer. 

I en rapport fra den engelske organisation Venturer, som består af både offentlige og kommercielle partnere, bliver det foreslået at kræve et særligt kørekort til selvkørende biler. Ny køreundervisning skulle så omfatte træning i at overtage kontrollen og teori om, hvordan en selvkørende bil reagerer i forskellige situationer.

Venturer har også testet menneskers reaktionstid i sådan en overlevering af kontrollen. Resultatet er ca. to sekunder i gennemsnit, og ved 50 miles i timen (ca. 88 km/t), svarer det til en distance på 45 meter. Det rejser et andet interessant spørgsmål – hvem har ansvaret, hvis noget går galt i løbet af overleveringen? (Venturer)

Mercedes lancerer talende forlygter

Okay, det er måske en overdrivelse at forlygterne snakker, men de kommunikerer i hvert fald. Forlygterne sidder allerede i luksusversionen af Mercedes’ i forvejen luksuriøse S-klasse, kalder Maybach.

De digitale forlygter har en opløsning på en mio. pixels hver. Det gør dem i stand til at vise symboler, som for eksempel et stort snefnug, hvis vejen er glat. I forhold til de selvkørende funktioner viser forlygterne med symboler i vejen, hvor lang afstand den adaptive fartpilot holder til bilen foran.

Læs også: TEST – Forbudt skuffelse over ny Mercedes S-klasse

I første omgang er der altså tale om, at forlygterne kommunikerer til føreren af bilen. Mercedes nævner det ikke selv, men på længere sigt er det oplagt, at forlygter af denne type også kan bruges til at kommunikere med omverdenen – fx. ved at give fodgængere signal til, at bilen har tænkt sig at blive holdende, imens de går over vejen.

Foto: Mercedes-Benz

Amerikansk myndighed smækker døren i hovedet på Tesla

Tesla har ikke længere lov til at deltage i undersøgelsen af, hvordan en Tesla Model X på autopilot forulykkede i Californien den 23. marts. 

Det er den amerikanske myndighed National Transportation Safety Board (NTSB), som efterforsker særlige ulykker på USA’s veje, der har givet Tesla den kolde skulder. Det sker som en reaktion på, at Tesla offentliggjorde data omkring ulykken, før NTSB var færdig med sin undersøgelse. 

“Sådanne offentliggørelser af ufuldstændig information fører ofte til spekulationer og ukorrekte antagelser om den mulige årsag til en ulykke, hvilket er en hindring for efterforskningen,” skriver NTSB. 

Tesla er dog stadig med i efterforskningen af to andre ulykker med bilproducentens biler. NTSB efterforsker desuden et andet uheld i marts, hvor en selvkørende Uber-testbil påkørte og dræbte en fodgænger (NTSB).

Læs mere: Tesla sagsøgt efter anden dødsulykke på autopilot

Lidar-fabrikant sænker prisen på sensorer

Nu bliver det lidt nørdet, men hold ud! De avancerede Lidar-sensorer er anset som nøglen til selvkørende biler af alle undtagen Teslas CEO Elon Musk, men de koster kassen. Derfor er det værd at bemærke, når prisen falder på lidar-teknologi, for det bringer selvkørende biler et skridt nærmere dig og mig.

Et af flere nystartede selskaber, som er på vej med nye typer lidar-sensorer, er Luminar. Hidtil har det taget en phd-type en hel dag at samle én sensor i hånden, men nu er serieproduktionen på plads, og tidsforbruget er nede på otte minutter per sensor. Det er med til at sænke prisen på sådan en sensor, uden at det fremgår, hvor meget der er tale om.

Den endelige udgave af Luminars lidar er tilmed blevet bedre end prototypen, som ellers også har høstet anerkendelse. Den kan nu se 250 meter frem i stedet for 200 meter, er 30 pct. lettere, bruger mindre strøm og er blevet bedre til at se ting med lav reflektion – som fx fodgængere med sort tøj en mørk aften.

Toyota er blandt Luminars kunder (Techcrunch).

Luminars lidar. Foto: Screendump/Luminar
Tags : AudilidarlovgivningMercedesPorscheTeslaVW
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst