close

Regeringen vil teste levering med selvkørende robotter

robot-selvkørende-danmark
Robotproducenten Starfish har testet selvkørende udbringning i mere end 100 byer. Foto: Starfish

Det skal være muligt at lave forsøg med selvkørende robotter, der bringer varer ud på danske fortove. Sådan lyder det fra regeringen og Dansk Folkeparti

Meget tyder på, at Danmark er på vej til at få endnu en forsøgsordning med selvkørende transport. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti fremsat et forslag om, at det skal være muligt at teste selvkørende robotter, der må køre på fortovene.

“Jeg mener, at markedet og teknologien er klar til, at vi på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde kan afprøve små selvkørende leveranceenheder i Danmark. Så jeg er glad for, at vi er enige om at gå videre med udarbejdelsen af en forsøgsordning,” siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

De små robotter er ikke omfattet af den nuværende forsøgsordning med selvkørende transport. Transportmidlet anses dog af mange som en af de helt store muligheder for at lave om på vores eksisterende transportmønstre. Det skyldes, at de er tiltænkt den del af forsyningskæden, der er dyrest målt pr. km.

Læs også: Et år senere – stadig ingen selvkørende forsøg i Danmark

Billigere udbringning

Det sidste stykke vej fra detailleddet til forbrugerne – også kaldet last mile – er ofte forbundet med meget spildtid på grund af tung trafik og kontakt med modtagerne. Ved at fjerne chaufføren fra ligningen, kan det blive muligt at sænke priserne drastisk på udbringning af varer. Det kunne være dagligvarer til den travle familie. Det kunne være burger og fritter nede fra grillen til den tømmermandsramte. Eller det kunne være medicin til den gangbesværede.

– De selvkørende enheder kan stå for levering til døren af for eksempel mad, dagligvarer og medicin i byerne og dermed reducere bykørslen med varebiler og lignende. Det vil gøre leverancer billigere for forbrugerne, gavne miljøet og mindske trafikstøjen i byen, siger Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

Forventningen er, at robotterne vil komme til at køre op til seks km/t. En forsøgsordning vil blandt andet indeholde regler for hastighedsbegrænsning, vægt og dimensioner. Den vil også sætte rammer for, hvem der har ansvaret, hvis enheden bliver indblandet i en ulykke, samt krav til forsikring og erstatningsansvar.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er i gang med at undersøge og fastsætte rammerne for sådan en forsøgsordning.

Læs også: FN fjerner vigtig barriere for selvkørende biler

Der er flere producenter af selvkørende robotter på markedet. En af dem, der er langt fremme med udviklingen, er Starfish. Et firma, der er grundlagt af danske Janus Friis, som også står bag Skype. Starfish’ robotter har allerede kørt over 100.000 km på fortovene i mere end 100 forskellige byer verden over.

Robotproducenten har sammen med Mercedes gjort sig tanker om, hvordan en varevogn kan fungere som moderskib for flere robotter. Se mere i videoen her:

Tags : last milerobot
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst