close

Ugens selvkørende nyheder – 8

Foto: Yandex/Youtube

Russisk Google-pendant tester selvkørende bil i tilsneet millionby, Bosch køber en bid af markedet for samkørsel, og et universitet i USA har målt på, hvor meget energi den selvkørende teknologi sluger. Her er overblikket over ugens selvkørende nyheder.

Russiske Yandex tester selvkørende bil i snedækket Moskva

Skeptiske læsere af nærværende medie har muligvis bemærket, at Googles Waymo-biler, der blev de første til at køre på offentlige veje uden fører bag rattet, kører under de bedst tænkelige forhold i en forstad til Phoenix, Arizona. Tørvejr stort set hele året, brede veje, ingen cyklister og kun ganske få fodgængere til at drille en selvkørende bil – det bliver ikke nemmere.

De samme skeptiske læsere har muligvis også tænkt tanken, at bilerne ikke kommer til at køre en meter af sig selv under de forhold, som kombinationen af København og en dansk vinter byder på. For hvad skal bilerne gøre, når vejens hvide striber er dækkede af sne, og når kong vinter driller bilernes sensorer? Men se så videoen herunder.

Den russiske pendant til Google hedder Yandex, og Yandex pønser også på at udvikle selvkørende biler. Nu er Yandex nået så langt i processen, at de har testet teknologien i Moskva, hvor gaderne er smalle, hvor parkering handler om tilfældigheder, hvor fodgængere har nerver af stål, og hvor sneen falder tungt.

Læs også: Nu kører Waymos biler uden fører på offentlig vej

Bevares, der er stadig en mand bag rattet til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt, så Yandex er ikke lige så langt, som Waymo, og så mangler der de frygtløse københavnske cyklister for at gøre udfordringen komplet. Men Yandex er da absolut på vej.

Yandex udvikler i øvrigt sine selvkørende biler i regi af selskabet Yandex Taxi, som Uber købte sig ind i sidste år (Yandex).

Bosch køber samkørselstjeneste

Alle vil have en bid af den kage, der opstår, når bilisterne går fra at eje bilerne til at dele dem. For sådan bliver fremtiden, i hvert fald at dømme efter bilfabrikanternes iver efter at opkøbe kørselstjenester. 

Det gælder også Bosch, en af de største underleverandører til bilindustrien, som nu har købt samkørselstjenesten SPLT.

Læs også: Underleverandør topper listen over virksomheder med flest selvkørende patenter

SPLT fungerer lidt ligesom Gomore, bare mere henvendt til virksomheder. Tanken er, at hvor Gomore-lignende tjenester er fine nok i weekenden, er det bare mere praktisk at køre med en kollega i hverdagen – eller i hvert fald én, som skal samme vej hver dag. Så SPLT formidler kontakten mellem pendlere gennem en app, så de for det meste kommer til at køre med nogen, de kender, og ikke komplet fremmede.

SPLT blev grundlagt i 2015, og ifølge Bosch har tjenesten 140.000 brugere i USA, Mexico og Tyskland (Bosch).

Selvkørende teknologi er en strømsluger

Når bilerne selv bliver herre over kørestilen, burde de alt andet lige komme til at køre længere på en liter benzin eller en kw strøm, fordi det så vil være slut med fartdjævle, som racer hen til det næste røde lys.

Til gengæld sluger teknikken til at gøre bilerne selvkørende så meget energi, at regnskabet måske ender i nul alligevel. Det skriver IEEE Spektrum på baggrund af et studie, som University of Michigan har lavet sammen med Ford.

Foto: Waymo

“Vi vidste, at der ville være en omkostning i forhold til energi- og drivhusgasemissionerne forbundet med udstyret og de fordele, der var opnået ved operationel effektivitet. Jeg var overrasket over, at det var så signifikant,” siger Greg Keoleian, seniorforfatter til studiet, ifølge IEEE.

Forskerne har taget forskellige grader af selvkørende udstyr og monteret det på en Ford Focus sedan, og jo mere avanceret udstyr, desto mere energi sluger det. Fx giver Waymos store boks på taget af deres selvkørende biler (foto) så meget ekstra vindmodstand, at det alene øger energiforbruget med fem pct.

Med selvkørende udstyr svarende til det, der sidder i fx en Tesla i dag, blev energiforbruget øget med 2,8 pct. til 4 pct. Her er der ikke nogen øget luftmodstand, så energien går til computer og sensorer, og så en smule til de 17-22 ekstra kg, som udstyret påfører bilerne.

Teknologinørderne – og det er positivt ment – kan se en nydelig grafik i IEEE Spektrums artikel her , eller de kan købe det fulde studie her

Uber mod Waymo-retssagen: Hvem blinkede først?

Kapløbet om at blive de første til at få bilerne til at køre selv har ledt til en spektakulær retssag mellem Google-selskabet Waymo og kørselstjenesten Uber. En sag om påstået tyveri af forretningshemmeligheder, som har givet offentligheden et indblik i en kamp mellem mastodonter, hvor spionage, afpresning af journalister og manipulation af politikere har været i spil.

Som Uden Hænder skrev i nyhedsoverblikket i sidste uge, endte det med et forlig, hvor Uber giver Waymo en erstatning udbetalt i aktier. Men som noget ganske udsædvanligt blev forliget indgået, imens retssagen var på sit højeste – hvorfor?

Mediet The Verge forsøger at gætte sig til svaret i denne glimrende artikel.

Selvkørende biler i vente på Genève-udstillingen

Den internationale biludstilling i Genève åbner for pressen den 6. marts, og det er allerede begyndt at dryppe med nye selvkørende biler i mere eller mindre selvkørende grad.

Læs også: VW dropper rattet i ny model

Illustration: VW

Volkswagen viste tidligere i denne uge de første tegninger af en konceptbil helt uden rat, og Renault skulle være klar med tre elektriske konceptbiler i forskellige størrelser med veludviklede, selvkørende egenskaber. Renault-bilerne går under modelkoden ZE35, og mere ved vi ikke om den sag endnu.

Læs også: Her er de mest selvkørende biler på Frankfurt-udstillingen 2017

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response