close

TEST: Kia Optima – kan den køre selv?

Kia Optima intro
Foto: Uden Hænder

Så godt kører den selv

Evne til at se og følge vejbane på motorvej 3
Evne til at se og følge vejbane på landevej 1
Ufejlbarlighed 5
Brugervenlighed 6

Konklusion

3.8 Score Som selvkørende falder Kia Optima igennem på landevej, og på motorvej lider karakteren under, at bilens lane keeping assist er unøjagtig og ikke fungerer i smalle vejbaner samt køkørsel under 55 km/t. Til gengæld er den nem at arbejde sammen med.

VIDEO: En funktion til at holde den store firmabil Kia Optima i midten af sporet virker ikke altid efter hensigten, viser Uden Hænders test.

Hvad har vi her?

Optima er Kias bud på en flyder i firmabilsklassen. Den kommer som standard med adaptiv fartpilot og lane keeping assist. Altså et system, der har til formål at centrere bilen i vejbanen. Det gør på papiret bilen selvkørende på niveau 2, fordi den af sig selv både kan styre bilen i  længderetningen og til siderne. På papiret, altså.

Her stiller den i øvrigt i PHEV-udgaven. Det står for Plug-in Hybrid Electric Vehicle. På dansk betyder det, at den både har benzin- og elmotor, og at den kan oplades i en stikkontakt.

Du skal bare lige vide…. Den danske Kia-importør stillede en bil med fuld tank til rådighed for mig i en uge, så jeg kunne anmelde den her på sitet. Jeg tilbage ca. 740 km. Det var pænt Kia, men det har ikke haft indflydelse på min dømmekraft. Amar’ halshug.

Foto: Uden Hænder

Hvorfor tester Uden Hænder sådan én?

Fordi en bruger på Computerworld.dk skrev i et kommentarspor, at hans nye Kia Optima til 395.000 kroner kan det samme, som en Audi A4 med Tour-pakke kan. Siden da har undertegnede undret sig gevaldigt over, om det nu virkelig er rigtigt!

Læs også TEST: Audi jagter førerløs førertrøje

Er det så rigtigt?

Nej. Audis Tour-pakke indeholder nogle mere avancerede selvkørende funktioner, end Kia kan diske op med. Det gælder for eksempel evnen til at ændre hastigheden af sig selv, når man for eksempel kommer til en 70 km/t-zone på landevejen. 

Kia betragter ikke sine sikkerhedssystemer som en selvkørende teknologi. Lene Mejdal Iversen, PR-koordinator, Kia Danmark

Men den mest graverende forskel er, at lane keeping-assistenten i Kia Optima kun fungerer, når bilen kører mere end 55 km/t. Det betyder, at der ikke er nogen hjælp at hente, når man kører i kø. Det er der i en Audi, og det er værdifuldt.

Læs også: Forsikrings-NGO finder fejl i alle semi-selvkørende biler

Jamen så fungerer det vel over 55 km/t?

Nja, heller ikke rigtig. Det er som om, at Kia’ens linjedommer har en klap for øjet, for den kan godt finde på at sejle lidt fra side til side, når vejen går ligeud.

Mere end én gang oplevede jeg også, at bilen i et venstresving selv styrede ud over midterlinjerne. Det var næsten lidt komisk, for på den måde udløste bilen selv alarmen for at overskride vejstriberne utilsigtet, så det bimlede og bamlede i kabinen!

Hvad så på motorvejen?

En helt almindelig motorvej er groft sagt det eneste sted, lane keeping-assistenten kan bruges til noget i en Kia Optima. Ligesom på landevejen ligger bilen ikke altid helt stabilt i midten af sporet, men det er trods alt en betragtelig lettelse på længere ture. 

Desværre viste en smuttur til Hamborg – en tur, der syd for Kiel stort set ikke består af andet end vejarbejde – at systemet ikke fungerer i de smalle spor. I sådan nogle situationer kan et semi-selvkørende system ellers være virkelig rart. 

Læs også: Ubers selvkørende testbiler er tilbage på vejen

Foto: Uden Hænder

Er det så overhovedet pengene værd?

Ja da, for det koster ikke noget! Det er standardudstyr, og man kan ikke tilladde sig at være sur på noget, der er gratis, hvis man bare kan slå det fra. Og det kan man. Så man kan nøjes med at bruge det på motorvej, og så burde det bringe glæde for mange Optima-ejere. 

Hvordan er den ellers?

Den er fed til prisen! Der er ganske enkelt ikke andre steder, man får en stationcar i Passat-størrelse med hybrid-teknologi og bunker af udstyr til 368.979 kroner. Den kører op til 130 km/t på elmotoren, og det er med til at gøre den brugbar som ren elbil i det daglige. 

De officielle tal for rækkevidde og forbrug er dog jubeloptimistiske. Forvent, at den på en opladning kan køre ca. 25-30 km på ren el ved blandet kørsel. Og glem alt om et gennemsnitligt forbrug på 71,4 km/l. I løbet af 740 km (som dog primært var på motorvej) kørte jeg 15,9 km/l i snit og tømte næsten et helt batteri for strøm. 

Foto: Uden Hænder

Man mærker desuden, at hybridteknologien er ung. Både under acceleration og nedbremsning kan det være svært at dosere speeder og bremse ved lave hastigheder, når dobbeltkoblingsgearkassen skifter mellem første og andet gear. 

Og så savnede jeg en funktion, som kan lade batteriet under kørslen. Så man eksempelvis kan ramme Hamborg med et fuldt opladet batteri efter en langtur og køre på ren eldrift i storbyen.

Læs også TEST: Nu kan en Porsche Cayenne også være selvkørende

Kia Optima – tekniske specifikationer

Kia Optima PHEV SW

Pris: 368.979 kroner (testbil inkl. udstyr: 420.976 kroner). Kia Optima fås fra 298.979 kroner.

Længde/bredde/højde (cm): 486/186/147

Motor: 2,0 R4 benzin + el

Samlet ydelse: 205 HK og 375 Nm

Brændstoføkonomi (teoretisk): 71,4 km/l

0-100 km/t: 9,7 sekunder

Topfart: 192 km/t

Vægt: 1691 kg

Må trække: 1500 kg m. bremser

Selvkørende udstyr: Adaptiv fartpilot, lane keeping assist (standardudstyr).

Hvad siger Kia?

Autopiloter, styreassistenter og lane keeping assist. Kært barn har mange navne, men Uden Hænder tester dem alle med det samme formål – at finde ud af, hvor selvkørende bilerne er blevet, og hvor meget man får ud af de autonome systemer i det daglige. Teknologien er jomfruelig, og der er ingen standarder for udstyret på tværs af bilmærkerne.

Derfor – og fordi det er et godt journalistisk grundprincip at give den tiltalte part mulighed for at komme til ordre – har jeg tilbudt de danske importører at kommentere mine konklusioner. Lene Mejdal Iversen, PR-koordinator i Kia Danmark, skriver sådan her:

Foto: PR

“Fremtiden er selvkørende, men vi skal igennem 6 niveauer, før bilens fører ikke skal hjælpe til for at komme fra A til B. Kia betragter ikke sine sikkerhedssystemer som en selvkørende teknologi, men som sikkerhedsassistenter, der hjælper med at forebygge uheld i trafikken.

Læs også: Forstå definitionerne af selvkørende biler på fem minutter

Sikkerhedsteknologien i nye biler har virkelig rykket sig de sidste par år. Desværre er mange af de nye sikkerhedssystemer ikke standard i bilerne – men derimod ekstraudstyr. Det er ærgerligt, når man tænker på, at de nye sikkerhedssystemer kan være med til at redde liv.

Hos Kia Danmark arbejder vi ud fra en strategi om, at vores biler skal være så sikre som muligt. Vi vil ikke lade det være op til kunden selv at skulle vælge sikkerheden til mod en merpris. Vi har taget valget for kunden.

I forhold til selvkørende teknologi arbejder Kia med eksisterende og fremtidige teknologier, der kan optimere bilerne ved at være interaktivt forbundet med andre køretøjer og dens omgivelser samtidig med, at de bliver mere selvkørende.

Selvkørende biler blev engang betragtet som en teknologi, der hører en fjern fremtid til, men Kia planlægger allerede en storstilet test af selvkørende teknologi på offentlig vej i Korea fra 2019, hvilket baner vej for kommerciel produktion af teknologien.

Kia har annonceret, at man vil producere niveau 4 for selvkørende biler under pilotprojektet ”Smart City” fra 2021.”

Tags : KiaOptimatest
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response