close

Forsikrings-NGO finder fejl i alle semi-selvkørende biler

BMW-520d-selvkørende
Foto: Uden Hænder

BMW 5-serie og Tesla klarer sig værst i den amerikanske forsikringsbranches test af delvist selvkørende bilers evne til at holde banen. Der er lang vej endnu, lyder det.

Der er stadig et stykke vej, før almindelige biler bliver avancerede nok til at køre selv. Det er konklusionen, efter at USA’s Insurance Institute for Highway Safety (IIHS), som er finansieret af forsikringsselskaber, har testet fem biler med selvkørende egenskaber.

Testen blev udført både på bane og på virkelige veje. Konklusionen ligner i store træk den erfaring, Uden Hænder har gjort sig under test af markedets mest selvkørende biler på danske veje: At ingen er fejlfri. Endnu.

Bilerne i IIHS’s test var BMW 5-serie, Mercedes E-klasse, Volvo S90, Tesla S samt Tesla 3. Det er værd at bemærke, at den testede Tesla 3 havde en nyere version af den selvkørende software end den testede Tesla S. For alle fem deltagere er der tale om biler, der er selvkørende på niveau 2. Det vil sige, at de ved hjælp af assistentsystemer som en adaptiv fartpilot og lane keeping-assistent er i stand til at styre selv i både længderetningen og sideværts. Men altså kun ment som en hjælp til føreren, ikke til at overtage kørslen.

Læs mere: Forstå definitionerne af selvkørende biler på fem minutter

IIHS testede både bilernes evne til at bremse for forhindringer og til at holde sig i sporet. På en bane skulle bilerne bremse for en stillestående forhindring fra 50 km/t. Med adaptiv fartpilot aktiveret bremsede alle biler ned i tide, om end Volvo’ens opbremsning var relativt hård og pludselig.

Uden den adaptive fartpilot aktiveret nåede ingen af de to Tesla’er at bremse for forhindringen.

Klarede kun tre ud af 17

Værre gik det i testen af bilernes evne til at holde sig i vejbanen. Her er det særligt sving og bakketoppe, der er en udfordring for bilerne. IIHS kørte alle bilerne igennem de samme tre sving seks gange. Altså 18 gennemkørsler i alt. Kun Tesla 3 klarede sig igennem alle 18, skarpt forfulgt af Tesla S, som klarede sig igennem 17. Den overkorrigerede i en enkelt, hvor den styrede ud over den inderste hvide stribe i svinget.

Læs også TEST: BMW 520d laver grumme fejl som selvkørende

Interiør i Tesla Model 3. Foto: IIHS

E-klassen blev i sin bane i ni ud af 17 gennemkørsler. Fem gange strejfede den en hvid stribe, to gange krydsede den markeringen, og en enkelt gang deaktiverede den assistentsystemet. S90’eren klarede også ni ud af 17 gennemkørsler, men krydsede markeringen i otte. BMW 5-serie blev kun i sin bane i tre gennemkørsler, og var mere tilbøjelig til at deaktivere systemet end styre ud af banen.

IIHS brugte samme fremgangsmåde i test på bakker. Altså tre bakketoppe og seks gennemkørsler med hver bil. Igen klarede Tesla 3 sig bedst. Den blev i sin bane 17 gange, men ramte markeringen en enkelt gang.

Mercedes E-klasse blev i sin bane 15 ud af 18 gange, og fortsatte i et enkelt tilfælde med at yde styrehjælp, selvom den kørte på stregen.

Jagter midten af sporet

Til gengæld kæmpede Tesla S, BMW 5-serie og Volvo S90 med udfordringen. 5-serien styrede regelmæssigt mod eller over markeringen, så føreren måtte bryde ind. Nogle gange deaktiverede den selv systemet, men den klarede sig ikke igennem nogen af de 14 valide gennemkørsler

Læs mere: BMW: Derfor kører BMW 520d af sporet

Tesla S blev i vejbanen i fem ud af 18 gennemkørsler.

“Når den ramte bakketoppene, slingrede den til venstre og højre, indtil den med rystede testkørere besluttede sig for den rigtige placering. Den advarede kun sjældent om, at testkørerne skulle overtage, imens den jagtede midten af sporet. Bilen smuttede også regelmæssigt over i modsatte spor eller ud i rabatten,” skriver IIHS.

S90’eren blev i sin vejbane i ni ud af 16 gennemkørsler. Bilen krydsede markeringen to gange. Og i fire gennemkørsler afbrød den selv styreassistancen på toppen af bakken.

Læs også: Test af Tesla Model S 100D: Det selvkørende udviklingsprojekt

Står med dilemma

IIHS’ forskningschef David Zuby mener, at udviklere af delvist selvkørende biler står med et dilemma.

“Hvis de begrænser bilernes funktionalitet for at holde føreren engageret, risikerer de, at systemerne virker for primitive. Og hvis systemerne er for dygtige, vil føreren måske ikke være opmærksom nok på kørslen,” siger han.

David Zuby henviser til, at ulykker med niveau 2-biler som de testede viser, at dilemmaet ikke er løst endnu.

“Vi er ikke parate til at sige, hvilken producent der har den sikreste implementering af niveau 2-systemer. Men det er vigtig at notere sig, at ingen af disse biler er i stand til at køre sikkert af sig selv,” siger han og fortsætter:

Læs også: Tesla sagsøgt efter anden dødsulykke på autopilot

“En autonom bil i produktion, der kan køre hvor som helst og når som helst, er ikke til salg hos din lokale forhandler, og kommer det heller ikke foreløbig. Der er vi ikke endnu.”

Volvo er blevet bedre

På særligt ét punkt har Uden Hænders test af de mest selvkørende biler på markedet vist et andet resultat, end IIHS er nået frem til.

Det gælder Volvo S90, som Uden Hænder testede i januar 2018 i en version med den seneste software-opdatering. Selv på den mest kuperede del af ruten, hvor en Tesla S tidligere har opført sig på præcis samme måde som beskrevet af IIHS, lod Volvo’en sig ikke forvirre på toppen af en bakke.

Læs mere: Test: Nu er Volvo S90 selvkørende som de bedste

Tesla har i øvrigt meddelt, at der i løbet af efteråret vil blive udrullet en større opdatering af bilernes autopilot. Med tiden bør en Tesla S dermed komme til at klare sig lige så godt som en Tesla 3. Uden Hænder vender tilbage med en test af den opdaterede Tesla-software senere på året.

Tags : BMWIIHSMercedesTeslatestVolvo
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst