close

Honda og GM vil lave selvkørende bil sammen

Cruise, General Motors and Honda announced that they will join f
Indtil videre er dette den eneste indikation af, hvordan det nye Cruise-køretøj kan komme til at se ud. Foto: GM

Japanske Honda investerer 18 mia. kroner i amerikanske GM’s division for selvkørende biler, Cruise. Sammen vil de to udvikle et nyt autonomt køretøj

Endnu et ægteskab i bilbranchen, som var utænkeligt for blot ti år siden, er blevet indgået. Denne gang er det den japanske bilproducent Honda og den amerikanske bilmastodont General Motors (GM), der går sammen om at udvikle et nyt selvkørende køretøj helt fra bunden.

Det oplyser GM i en pressemeddelelse.

Herhjemme er GM bedst kendt som den mangeårige ejer af Opel. GM solgte Opel til franske PSA sidste år, og producerer nu biler under brands som Chevrolet og Cadillac. GM ejer også Cruise. Et californisk selskab, der står for udviklingen af GM’s første selvkørende bil, der også hedder Cruise.

Læs også: Ny Honda Civic: Den retmæssige Årets Bil 2018 kan køre selv

Godt polstret

Samarbejdet mellem Honda og GM kommer både til at handle om finansiering og udvikling af en helt ny model. I forhold til finansiering har Honda forpligtet sig til at poste to mia. dollar (12,9 mia. kroner) i projektet i løbet af de næste 12 år.

Oven i det kommer Honda med et indskud til Cruise’ egenkapital på 750 mio. dollar (4,8 mia. kroner). Dermed bliver Honda medejer af Cruise, som for nylig også fik den japanske investeringsbank Softbank som medejer.

Investeringerne bringer ifølge GM værdien af Cruise op på 14,6 mia. dollar (94 mia. kroner).

“Med opbakning fra GM, Softbank og nu også Honda er Cruise godt polstret til at fuldføre vores mission om sikkert at indsætte autonom teknologi over hele kloden,” siger Cruise’s CEO Kyle Vogt i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

“Partnerskabet med Honda baner vejen for at tilføre et køretøj, der er smukt, effektivt og bygget til formålet, til vores netværk af delte, autonome køretøjer.”

Nyt fra bunden

Det er yderst sparsomt med detaljer om det nye køretøj. Mediet Techcrunch har efter et telefoninterview med Kyle Vogt ikke fået meget andet at vide, end at den bliver “innovativ”, at pladsudnyttelsen bliver god, og at den vil kunne bruges til mange formål.

“Når du har chancen for at designe et køretøj fra bunden og op, er vi ikke begrænsede til at tænke ud fra det perspektiv, at “OK – der er et autonomt køretøj, der ligner og føles som et eksisterende køretøj, hvad kan vi gøre med den”,” siger han til Techcrunch.

Læs også: GM vil producere fantasi-forladt bil uden rat

Kyle Vogt tilføjer, at det nye køretøj i stedet giver en helt ny mulighed for at bygge noget, udnytter de selvkørende egenskaber optimalt.

Der bliver indgået ægteskaber på kryds og tværs i bilbranchen i de her tidligere år af en ny æra for bilindustrien. Et andet eksempel er BMW og Mercedes. To tyske ærkerivaler, der nu alligevel har slået deres delebilsselskaber sammen.

Læs mere: Mercedes køber Car 2 Go op til muligt partnerskab med BMW

Tags : CruiseGMHonda
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst