close

Nu kører Waymos biler uden fører på offentlig vej

Foto: Waymo

Som de første i verden er Googles søsterselskab Waymo nu begyndt at teste selvkørende biler på offentlig vej uden et menneske bag rattet til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.

Igennem de seneste otte år har Waymo, der nu er et søsterselskab til Google, arbejdet på at udvikle selvkørende biler. Det har ført til mere end en mio. selvkørte kilometer på offentlige veje i USA, men der har altid været en ingeniør med i bilen med mulighed for at gribe ind, hvis teknikken skulle fejle. Indtil nu.

En flåde af Waymos testbiler er nu sluppet løs uden nogen bag rattet i Chandler, en forstad til Phoenix, Arizona. Det kom ifølge flere medier, heriblandt Financial Times, frem under et indlæg, som Waymos topchef, John Krafcik, gav under en konference i Lissabon den 7. november.

“Det her er ikke en engangstur eller en demonstration,” men starten på “en ny fase for Waymo og denne teknologis historie,” sagde John Krafcik, der har en fortid hos både Hyundai og Ford, ifølge Financial Times.

Waymos biler er varianter af en Chrysler Pacifica Hybrid, som Google har tilpasset med sine egne kameraer, sensorer og software. I Chandler bliver bilerne nu brugt af almindelige borgere, som har været ualmindeligt heldige at slippe igennem en ansøgningsproces om at blive de første til at lade sig transportere rundt af denne i sandhed dedikerede chauffør. Fra bagsæderne kan de nu følge ruten på en skærm, imens bilen fragter ungerne til skole eller forældrene hjem fra ‘parents night’.

Målet er nu at udbrede brugen af Waymos biler til større områder og andre byer. Når valget i første omgang er faldet på Arizona, hænger det både sammen med, at klimaet byder på forholdsvis få udfordringer, og at Arizona lovmæssigt har gjort det muligt for Waymo. Som det fremgår af et indblik i Waymos arbejdsgange, som selskabet publicerede for nyligt, kører bilerne kun i områder, som Waymo har kortlagt. Man kunne tro, at Waymo gennem Googles kortlægning af hele verden nemt kunne få selvkørende biler skubbet ud, men Googles kort er ikke præcise nok til det formål.

Financial Times peger desuden på, at der er store udfordinger forbundet med Waymos forretningsmodel. Gennem selskabets otteårige levetid er der investeret mere end 1 mia. dollar (6,5 mia. kroner), og eftersom Waymo har droppet planerne om at producere sine egne biler, skal pengene tjenes hjem som underleverandør til den etablerede automobilindustri. Her er det indtil videre ikke lykkedes at få andre end Fiat/Chrysler-koncernen, som leverer udgangspunktet for Waymos selvkørende biler, med på vognen, og de etablerede bilfabrikanter og underleverandører er kommet ind i kampen om at konstruere selvkørende biler, siden Google gjorde sin entre på området tilbage i 2009. Et faktum, som bliver underbygget af, at ni andre virksomheder har flere patenter på selvkørende teknologi, end Google har.

Med ugens nyhed er Waymo dog blevet de første, som reelt kører autonomt på niveau 4 på offentlig vej. Videoen herunder giver et indblik i, hvordan det foregår.

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response