close

Land Rover vil bygge selvkørende offroader

Land Rover self driving off-road
Foto: Land Rover

Biler, der også er selvkørende i terræn og i al slags vejr, er målet for et nyt projekt hos Jaguar Land Rover-koncernen.

Hvad nytter det, at bilen kun er selvkørende, så længe den kører på asfalt? Problemet er måske ikke så stort, som det lyder. Men for de købere af en Land Rover eller en Range Rover, som rent faktisk har et behov for at bruge bilen i terræn – og som ikke vil køre selv – er der nu lys forude.

Jaguar Land Rover-koncernen (JLR) er i gang med at udvikle et selvkørende system, der kan fungere autonomt i al slags vejr og i al slags terræn.

“Det er vigtigt, at vi udvikler vores selvkørende biler med de samme evner og præstationer, som kunder forventer af alle Jaguar og Land Rovere,” siger Chris Holmes, der er forskningsansvarlig for forbundne og autonome køretøjer hos Jaguar Land Rover, i en pressemeddelelse.

Syn i fem dimensioner

Med al slags vejr nævner Land Rover selv støv, regn, is, sne og tåge. Alt sammen er det forhold, som er store udfordringer for delvist selvkørende biler i dag, hvor bilernes sensorer og kameraer ofte fungerer markant ringere i regnvejr. Dertil kommer, at biler på markedet i dag ikke selv tager højde for, om vejen er glat.

Det ved bilen først, når et dæk mister greb, og ESP-systemet bliver aktiveret. Men så er det i mange tilfælde for sent. Derfor kan JLR’s anstrengelser også sagtens vise sig at blive nyttige for dem, der ikke lige står med behovet for at køre autonomt offroad. Men bare gerne vil være selvkørende igennem en dansk vinter.

Læs også: Test: Nu er Volvo S90 selvkørende som de bedste

En del af projektet er at udvikle noget, som JLR kalder for 5D-teknik. Det dækker over, at bilen skal se sine omgivelser i fem dimensioner. Sensorteknologien er dog allerede kendt. Der er tale om ultralyd, som også bliver anvendt i parkeringssensorer, radar, video og lidar.

Ved hjælp af machine learning skal bilerne gradvist blive bedre til at manøvrere gennem terrænet selv.

Sammen med universitet

JLR nævner i pressemeddelelsen, at bilproducenten udvikler helt og delvist selvkørende biler, hvor bilerne skal give kunderne valget imellem forskellige grader af autonomi. Allerede tilbage i 2015 lancerede Land Rover en adaptiv fartpilot til offroadbrug i de luksuriøse Range Rover-modeller, som gør det muligt at forcere stejle og glatte forhindringer i terræn helt uden at røre pedalerne.

Læs også: Forstå definitionerne af selvkørende biler på fem minutter

Det nye projekt med selvkørende offroad-biler går under navnet Cortex, og det er ikke kun JLR, som er med. Også University of Birmingham, som forsker i sensorteknologi til selvkørende platforme, og selskabet Myrtle AI er partnere. Der er afsat 3,7 mio. pund (31,4 mio. kroner) til Cortex-projektet fra Innovate UK.

Jaguar og Land Rover blev opkøbt af det indiske selskab Tata tilbage i 2008. Den forrige ejer af begge selskaber var Ford.

Tags : biljaguarland roveroffroadrange rover
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende transport er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden ved at tilmelde dig herunder.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst