close

Japan klar med lov for delvist selvkørende biler

Toyota-carmera-japan
Foto: Toyota

Det bliver tilladt at bruge mobiltelefoner bag rattet af delvist selvkørende biler i Japan, når ny færdselslov træder i kraft, skriver Nikkei.

Japan tager nu et vigtigt skridt i retning af at gøre selvkørende biler til virkelighed. Det sker i form af en tilføjelse til landets færdselslov, som er blevet vedtaget i kabinettet.

Det skriver Nikkei Asian Review.

Loven handler om biler, der er selvkørende på niveau 3. Det vil sige, at bilen helt kan overtage styringen i korte perioder, men at føreren skal være parat til at gribe ind med kort varsel. Audi var de første til at lancere en niveau 3-bil i 2018, som kan være selvkørende ved køkørsel under 60 km/t. Systemet fungerer dog endnu ikke i nogen Audi-bil, fordi det karambolerer med færdselsloven.

Det har man altså nu gjort noget ved i Japan. Blandt andet ligger det fast, at føreren af en niveau 3-bil godt må bruge sin mobiltelefon, når bilen kører selv. Noget, der ligesom i Danmark, ellers er forbudt i Japan.

Læs også: TEST: Audi A7 55 TFSI – så selvkørende er den

Forsikring skal dække

Det ligger også fast, at bilforsikringen skal dække skader, som en selvkørende bil er skyld i. På samme måde som hvis bilen ikke var selvkørende. Derudover indeholder tilføjelsen til den japanske færdselslov et krav om, at bilproducenternes niveau 3-biler skal leve op til en særlig sikkerhedsstandard.

Føreren vil også kunne stilles til ansvar, hvis han eller hun har ignoreret advarsler fra bilen. Eller hvis der er sløset med bilens vedligeholdelse. Og så er der lagt op til, at softwareopdateringer af bilerne selvkørende funktioner skal godkendes af de japanske myndigheder, inden de bliver rullet ud til bilerne.

Læs også: Selvkørende udstyr kan være farligt i brugte biler

Efter blåstemplingen fra det japanske kabinet venter nu den endelige vedtagelse af loven i det japanske Diet.

Den japanske premierminister Shinzo Abe gjorde det i 2018 til en målsætningen, at 30 pct. af nye solgte biler skal være selvkørende i 2030. Flere japanske bilproducenter, heriblandt Toyota og Nissan, har da også erklæret, at de vil have niveau 3-funktioner parat i 2020.

Som Uden Hænder tidligere har skrevet, åbnede FN i efteråret 2018 op for, at selvkørende biler kan blive skrevet ind i færdselslove i en række nationer. Heriblandt Danmark. Ligesom i mange andre lande er færdselsloven herhjemme bygget op omkring en FN-konvention fra 1968. Konventionen stod i vejen for, at biler kan køre uden fører bag rattet.

Med FN’s resolution kan de enkelte nationer nu skrive selvkørende biler ind i færdselslovene uden at risikere en skideballe i FN.

Læs mere: FN fjerner vigtig barriere for selvkørende biler

Tags : bilerJapanlovgivning
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst