close

Aalborg indsætter tre selvkørende busser efter sommerferien

Tre busser magen til denne finder vej til Aalborg i år. Foto: Uden Hænder

INTERVIEW. Autonomous Mobility er valgt som operatør af tre selvkørende busser, som skal køre i Aalborg de næste to år. Aalborg Kommune håber på bedre livskvalitet for brugerne, fortæller afdelingsleder til Uden Hænder.

Inden længe skal indbyggerne i Aalborg øst til at vænne sig til en helt ny type køretøjer på Astrupstien, der forbinder bydelens mange boligområder og forskellige sociale tilbud.

Mette Skamris Holm, afdelingsleder, Aalborg Kommune

Det står klart, efter at Aalborg Kommune har indgået en aftale med Autonomous Mobility om at operere tre selvkørende busser i en to-årig forsøgsperiode. Her skal busserne, alle af typen Navya Arma, køre på en 2,1 km lang rute på Astrupstien. De selvkørende firehjulede kommer til at dele stien med fodgængere og cyklister.

Aalborg Kommune fortæller til Uden Hænder, at der i flere år har været et ønske om at yde en bedre service for borgerne i bydelen, hvor relativt mange er afhængige af offentlige transportmidler. Nu har teknologi og lovgivning endelig gjort det muligt at afprøve, om selvkørende busser er midlet til målet.

“Vi vil undersøge, om vi kan give en gruppe borgere en større mobilitet og dermed en større livsglæde ved, at de nemmere kan komme frem og tilbage,” siger Mette Skamris Holm, der som afdelingsleder i Aalborg Kommune er tovholder på projektet.

Læs også: Aalborg sætter stoppesteder på selvkørende busrute til salg

Hun håber, at de knap så mobile borgere i området, som for eksempel skal have hjælp af kommunen for at komme til lægen, kan blive mere selvhjulpne i kraft af de nye busser, fordi busserne kommer til at køre meget nærmere beboernes hoveddør, end resten af det kollektive transportnet gør. Og så kan der være en sidegevinst i, at busserne er indrettet på en måde, hvor passagererne kigger på hinanden i stedet for at sidde på rækker.

Foto: Autonomous Mobility

“Det kan jo være, at busserne på den måde bliver et socialt rum, hvor man møder nogle mennesker i stedet for at sidde hjemme i sin lejlighed,” siger Mette Skamris Holm.

Hun tilføjer, at de selvkørende busser kan ende med at blive en win-win, hvis gladere borgere kan føre til færre kommunale ydelser.

Hvorfor skal det absolut være selvkørende busser frem for nogle med chauffør?

“Når man snakker kollektiv trafik, er chaufførlønninger jo noget af det, som koster. Her vil vi gerne give en service, der kommer tættere på borgerne. Hvis det kommer til at fungere, kan vi måske tilbyde mere kollektiv trafik for de penge, som vi nu engang har.”

Læs også: Autonomous Mobility-CEO forventer betalende kunder i 2019

Første kommune med selvkørende busser

I udlandet kører der allerede selvkørende busser af samme type, som kommer til at køre i Aalborg, i byer som Las Vegas og Paris. Herhjemme har flere af landets kommuner luftet tanker om selvkørende busser, men Aalborg Kommune er den første, som lancerer et køreklart projekt med en udpeget operatør.

Det er jo ikke just fordi, at det er nemt at få lov til det her. Mette Skamris Holm, afdelingsleder, Aalborg Kommune

Efter en udbudsrunde er Autonomous Mobility stukket af med ordren, og nu venter forskellige myndigheders godkendelse, før busserne kan komme ud at rulle. Med Atkins på plads som assessor er næste skridt at få godkendt køretøjerne, og så skal den samlede ansøgning sendes ind til Vejdirektoratet.

I Vejdirektoratet har afdelingschef Andreas Egense tidligere fortalt til Uden Hænder, at det vil tage mindst tre måneder at behandle den første ansøgning om et forsøg med selvkørende busser i Danmark. Det skyldes, at alt er nyt, og der er en politisk beslutningsproces involveret.

Læs også: Første ansøgning om førerløst forsøg er afleveret – hvad sker der med den?

Indtil videre har han ikke modtaget flere ansøgninger end den, som Autonomous Mobility afleverede på et andet projekt i november 2017. Mette Skamris Holm er da også forsigtig i sine udtalelser, når det gælder en åbningsdato for den nye busrute.

“Vi løber ind i noget sommerferie, og vi har også noget anlægsarbejde ude på stien. Så jeg vil helst ikke sætte en specifik dato på,” siger hun.

To på stien og en til opladning

Når alle godkendelser er på plads, og den røde snor er klippet, kommer tre elektriske busser til at være i drift. To skal køre på ruten med en frekvens på 10-15 minutter, imens en tredje bus holder til opladning i et garageanlæg. I starten vil der være en operatør fra Autonomous Mobility i busserne for at sikre, at passagerne får en god oplevelse med den nye teknologi. Indtil videre er der planlagt ti stop undervejs, men det kan ændre sig efterhånden.

På længere sigt håber Mette Skamris Holm, at det bliver muligt at udvide ruten, så den bliver forbundet med resten af det kollektive transportnet i Aalborg. Og endnu længere ude i fremtiden ser hun de selvkørende busser som en oplagt mulighed i andre boligområder og andre steder i byen, som fx langs havnefronten.

Hun afviser dog, at der er flere konkrete planer i spil allerede nu. Nu skal de første erfaringer høstes, og så kommer fremtidige planer også til at afhænge af, hvornår selvkørende busser bliver en hyldevare – både af hensyn til økonomi og besværlighed.

“Det er jo ikke just fordi, at det er nemt at få lov til det her. Det er noget af et apparat, der skal sættes i sving, for meget af lovgivningen er jo bundet op på, hvordan tingene fungerer i dag,” siger Mette Skamris Holm.

Aalborg Kommune budgetterer med, at forsøget sammenlagt kommer til at koste 28 mio. kroner, når den to-årige tilladelse til forsøget udløber. Heraf skal størsteparten bruges på at ombygge ruten. Flere andre parter spytter dog i kassen, blandt andet bidrager Landsbyggefonden med flere mio. kroner til anlægsarbejdet. Derfor ender kommunens regning i omegnen af 15 mio. kroner.

I forsøgsperioden vil det være gratis at tage bussen.

Uden Hænder har tidligere været ude at køre en tur i en bus magen til dem, der kommer til at køre i Aalborg, sammen med Autonomous Mobilitys CEO Peter Sorgenfrei. Se her, hvordan det gik.

Tags : Aalborgautonomous mobility
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende transport er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden ved at tilmelde dig herunder.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst