close

Aalborg sætter stoppesteder på selvkørende busrute til salg

Aalborg-selvkørende-bus-stoppested
Illustration: Aalborg Kommune

I Aalborg forventer kommunen stor bevågenhed, når selvkørende busser til efteråret begynder at køre på Astrupstien. I denne uge er det muligt at erhverve et stoppested langs ruten.

Var det noget med stoppested på en rute for selvkørende busser? I så fald er det bare med at slå til i løbet af denne uge, hvor Aalborg Kommune sætter ti stoppesteder på auktion.

De ti stoppesteder er fordelt over en 2,1 km lang rute. Her begynder tre selvkørende busser at køre engang i efteråret i samarbejde med Autonomous Mobility. Det bliver gratis at bruge busserne, der sandsynligvis bliver de første selvkørende busser i Danmark til at køre på offentlig vej. 

Stoppestederne er nu røget på en onlineauktion, der løber indtil fredag formiddag. Herefter slutter salget med en fysisk auktion den 29. juni kl. 13 på Kulturhuset Trekanten i Aalborg Øst, hvor der også er muligt at byde over telefonen.

“Projektet bygger jo også på, at vi skal have noget ekstern finansiering i hus. Så nu er vi spændte på, hvordan det kommer til at arte sig,” siger Mette Skamris, afdelingsleder i Aalborg Kommune, til Uden Hænder.

Mindstepriser fra 10.000 kroner

På auktionen køber man sig retten til at udsmykke og indrette stoppestedet i de to år, som forsøget med selvkørende busser kommer til at løbe. Det står ‘ejeren’ frit for at bruge stoppestedet som bannerplads i perioden, så længe nogle krav i fx lokalplaner bliver overholdt.

De ti stoppesteder er opdelt i tre kategorier alt efter beliggenheden langs ruten. Mindstepriserne lyder på 10.000 kroner for de mindst attraktive placeringer. Næste trin koster mindst 50.000 kroner. Og ønsker man toppen af poppen inden for stoppesteder til selvkørende busser, må man hoste op med mindst 100.000 kroner.

Læs også: Forsøgsordning var til debat på selvkørende konference

Det gælder blandt andet “Stop 3”, der ligger lige ved kulturhuset Trekanten. I auktionsmaterialet står der blandt andet følgende om Stop 3:

“Stoppet ligger i et urbant miljø, hvor byrummet bliver fortættet og forskønnet med ny beplantning – stauder og træer. Ved Trekanten er der etableret byrum med træscene/dæk, legeareal og lækre muligheder for udeservering ved cafeen. Stop 3 ligger i tæt nærhed til offentlig transport linie 11 og 14 som begge afgår fra Humlebakken, hvor der er adgang via ramper.”

Ansøgning næsten klar

I kommunen håber Mette Skamris, at nogle kan se en idé i at byde mere end mindsteprisen.

“Om ikke andet, så kan auktionen jo være med til at give lidt opmærksomhed omkring projektet, så flere vil følge det undervejs,” siger hun.

Som Uden Hænder tidligere har beskrevet, budgetterer Aalborg Kommune med, at det to-årige forsøg med selvkørende busser kommer til at koste 28 mio. kroner i alt. Heraf kommer en del fra landsbyggefonden, så kommunens regning ender på omkring 15 mio. kroner.

Læs mere: Aalborg indsætter tre selvkørende busser efter sommerferien

Forsøget skal vise, om det kan lade sig gøre at yde en gruppe knap så mobile borgere en bedre service.

Status på projektet er, at godkendelsen fra projektets assessor er på plads. Næste trin er, at ansøgningen til Vejdirektoratet skal afleveres. Det vil ske inden sommerferien, lyder det fra Mette Skamris. Dernæst skal ansøgningen igennem en politisk behandling.

Læs mere om den side af sagen her: Første ansøgning om førerløst forsøg er afleveret – hvad sker der med den?

 

Tags : Aalborgautonomous mobility
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst