close

Byton sender første prototyper til USA

Imens de første prototyper af den delvist selvkørende elbil Byton allerede nu bliver testet i Kina, er flere eksemplarer også på vej til USA

Det nye bilmærke Byton har en stram tidsplan at leve op til. Mærket blev præsenteret for bare et år siden. Og med planer om at levere de første biler i slutningen af 2019 er der ingen tid at spilde.

Allerede da Uden Hænder fik lejlighed til at sparke dæk på bilen i juni i år, var de første prototyper blevet sendt mod muren i forbindelse med crashtest. Nu er række nye prototyper ifølge Byton at finde på kinesiske veje. Inden årets udgang vil der være bygget 100 af dem, hvoraf nogle også finde vej fra fabrikken i Kina til USA.

Læs mere: Første indtryk af ny Tesla-dræber: Byton bliver et hit

Her vil de ifølge Techcrunch blive afleveret til Aurora, der skal udvikle en selvkørende platform til Byton. De første udgaver af Bytons SUV M-Byte vil være selvkørende på niveau 3, men fra 2021 skal et niveau 4-system være på plads. Imens Bosch bliver leverandør af niveau 3-systemet, skal det mere avancerede niveau 4-system komme fra netop Aurora.

Niveau 4 vil sige, at bilen vil være fuldstændigt selvkørende, men kun under visse betingelser som fx godt vejr. Den skal dog – i modsætning til biler på niveau 3 – altid være i stand til at holde sikkert ind til siden, hvis føreren ikke er i stand til at overtage kørslen.

Det seneste billede af Byton M-Byte. Foto: Byton

Motor fra Bosch

Byton meddelte for nylig, at den nye bilfabrikant har indgået en aftale om strategisk samarbejde med Bosch. Foruden assistentsystemer gælder det levering af motor og drivline samt bremser.

Som Uden Hænder tidligere har skrevet, er Byton bemærkelsesværdig, fordi den som den første bil er konstrueret til at være selvkørende. Derfor er der lagt stor vægt på, hvad passagererne skal få tiden til at gå med, imens bilen kører. Det har blandt andet resulteret i forsæder, der kan drejes ind mod midten. Og en 49″ fladskærm på instrumentbordet.

De teknologibegejstrede kinesere bliver de første, der får mulighed for at købe en Byton. Dernæst følger USA og Europa i 2020. Priserne for basismodellen med 276 hk og en rækkevidde på ca. 400 km forventes at starte ved 45.000 dollar, svarende til ca. 280.000 kroner plus afgift.

Læs også: Volvo: Hver tredje nye bil skal være selvkørende i 2025

 

Tags : Byton
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response