close

Efter video: Uber bliver smidt ud af Arizona

Uber-volvo-xc90-parkeringsplads
Foto: Uber

Efter lækkede dokumenter og den frigivne video af sammenstødet med en fodgænger får Uber nu endnu et hak i tuden: Arizonas guvernør har inddraget Ubers tilladelse til at teste selvkørende biler i delstaten.

Guvernøren i Arizona tager nu affære, efter at en af Ubers selvkørende testbiler ramte og dræbte en fodgænger forrige søndag.

I et brev til Ubers CEO Dara Khosrowshahi forklarer guvernør Douglas Ducey, at imens de amerikanske myndigheder efterforsker årsagen til ulykken, er Arizona nødt til at handle med det samme.

“I den bedste interesse for befolkningen i min stat har jeg bedt Arizona Departement of Transportation om at inddrage Ubers mulighed for at teste og operere autonome køretøjer på Arizonas offentlige veje,” skriver han i brevet.

 

Guvernøren har truffet sin beslutning, efter at han har set de videooptagelser af sekunderne op til ulykken, som politiet frigav i sidste uge. Han beskriver videoens indhold som foruroligende og alarmerende.

Læs også: Politi frigiver video af Uber-uheld

“Det rejser mange spørgsmål om Ubers evne til at fortsætte med at teste i Arizona,” skriver Douglas Ducey i sit brev til Dara Khosrowshahi.

På twitter har Ubers kommunikationsafdeling svaret, at man allerede har indstillet testkørsel i alle byer umiddelbart efter ulykken.

Har mistet allieret

Udmeldingen fra Arizona er opsigtsvækkende, fordi den er udtryk for en 180-graders vending i guvernørens syn på Uber.

Ubers selvkørende testbiler kom til i Arizona i slutningen af 2016, kort efter at kørselstjenesten var begyndt at teste sine selvkørende biler i San Fransisco. Men da Uber ikke havde nogen tilladelse til at teste fra myndighederne i Californien, blev selskabet bedt at om at indstille testkørslen med det samme, indtil en tilladelse var på plads. I Californien kræver en tilladelse, at både biler og testkørere bliver godkendt, og at selskaberne hvert år skal indberette, hvor mange gange de har været nødt til at afbryde bilernes selvkørende funktion. Men den proces nåede Uber aldrig igennem, skriver Wired.

Enhver virksomhed ville få et blåt øje af det her, men de vil måske blive tilgivet. For Uber bliver det svært at ryste af sig. Michael Ramsey, analytiker hos konsulentbureauet Gartner, til New York Times

I stedet for at skaffe en tilladelse i Californien, hvor markedsledere som Waymo og GM tester, pakkede Uber sine biler og kørte til Arizona. Her stod Douglas Ducey klar med “åbne arme og åbne veje”, imens han beskyldte Californien for at “bremse innovation og forandring med mere bureakrati og mere regulering.”

“Det kan godt være, at Californien ikke vil have jer, men det vil vi,” skrev han, inden han selv tog den første tur i en selvkørende Uber.

Set i det lys må Douglas Daceys røde kort til Uber betegnes som et ordentlig hak i Ubers tud. Hvis andre stater vælger at følge Daceys eksempel, kan det måske endda blive et søm i kisten for Ubers selvkørende projekt. For hvordan skal Uber komme til at udvikle selvkørende biler, hvis de ikke har nogen steder at teste dem?

Levede ikke op til mål

Uanset hvad fremtiden bringer for Uber, har påkørslen af 49-årige Elaine Herzberg ført til en lind strøm af negativ opmærksomhed med sig.

New York Times har for eksempel fået fingre i interne dokumenter og snakket personer med kendskab til Ubers operation, men som ikke må snakke offentligt om det. Afsløringerne vidner om en kultur i Ubers organisation, hvor sikkerhed ikke altid havde højeste prioritet.

Læs også: Uber-testbil kræver første dødsoffer

For eksempel var det kendt internt, at Ubers selvkørende biler havde svært ved at gøre det rigtige, når de skulle forbi vejarbejder, eller når de kørte ved siden af høje lastbiler.

Bilerne kæmpede også med at leve op til forventningerne. Det var en målsætning i marts, at bilerne i gennemsnit skulle køre 13 miles (21 km) uden, at testkørerne er nødt til at gribe ind. Til sammenligning kørte Waymo i gennemsnit næsten 5600 miles (9000 km) imellem hvert indgreb sidste år.

To testkørere blev til én

Omkring oktober sidste år gik Uber ned til at have en enkelt testkører i hver bil. Tidligere var der en bag rattet til at gribe ind, hvis bilen gjorde noget forkert, og en anden til at holde øje med, hvad bilens computer så, og tage noter på en bærbar computer.

Nu sidder der en ipad på instrumentbordet i Ubers selvkørende testbiler. Her skal testkøreren notere, hvad der gik galt, når det har været nødvendigt at gribe ind. Overgangen til en enkelt testkører vakte ifølge New York Times’ kilder bekymring hos flere testkørerne, som frygtede, at det ville blive sværere at bevare koncentrationen time efter time, når de var alene i bilen.

Læs også: Selvkørende udstyr kan være farligt i brugte biler

Ifølge en talsmand fra Uber, Mr. Kallman, kom Uber bekymringerne i møde ved at sørge for ekstra træning af testkørerne. Ikke desto mindre blev en chauffør senere fyret, fordi vedkommende faldt i søvn bag rattet, fortæller de anonyme kilder, som også siger, at testkørerne ofte indberetter på ipad’en, imens bilen kører af sig selv.

Ifølge Michael Ramsey, der analyserer bilindustrien hos konsulentbureauet Gartner, er mængden af dårlige Uber-nyheder med til at skabe et omdømme i folks bevidsthed.

“Enhver virksomhed ville få et blåt øje af det her, men de vil måske blive tilgivet. For Uber bliver det svært at ryste af sig,” siger han til New York Times.

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response