close

Ugens selvkørende nyheder – 13

Waymo-ipace-front
Foto: Waymo

Der bliver ved med at tikke nyheder ind i kølvandet fra Ubers påkørsel af en fodgænger i Arizona. Her kommer et overblik over de vigtigste, men vi kommer også omkring Kina, Australien og England længere nede! Men først til USA.

Waymo på storindkøb

Imens Uber sidder i suppedasen, har ærkerivalen Waymo netop offentliggjort planer om at købe stort ind hos Jaguar. Det engelske bilmærke, som nu er på indiske hænder, lancerede for kort tid siden sin første model, der fra bunden er bygget som en elbil. Den hedder I-Pace, og kan på mange måder ses som en direkte konkurrent til Teslas biler med en rækkevidde på ca. 500 km.

Nu melder Googles søsterselskab Waymo ud, at de vil købe op til 20.000 eksemplarer af bilen, som bliver udstyret med Waymos selvkørende teknologi. De selvkørende Jaguar-biler skal ramme gaderne i 2020, hvor de kommer til at fungere som selvkørende taxaer med op til en mio. ture om dagen.

“Som en del af en flåde af delte biler kan vi gøre denne premium-oplevelse tilgængelig for alle,” skriver Waymo i et blogindlæg.

Læs også: Nu kører Waymos biler uden fører på offentlig vej

Konkurrenterne dasker til Uber

Og så til efterdønninger fra Uber-uheldet. Hos Waymo har CEO John Krafcik sagt sådan her som en kommentar til Uber-ulykken:

“Alt, hvad vi kan sige er, at baseret på vores viden om, hvad vi har set hidtil og vores egen viden om robustheden, som vi har lagt i vores systemer til situationer som denne – i dette tilfælde en fodgænger eller en fodgænger med cykel – så vi har stor tillid til, at vores teknologi ville være robust og kunne håndtere situationer som den her.” (Jalopnik)

Hos Lyft, der ligesom Uber både har en kørselstjeneste og udvikler selvkørende teknologi, siger medstifter John Zimmer sådan her:

“Jeg kender ikke alle detaljerne. Jeg har set videoen. Det ser ud som om, at både teknologien og chaufføren kunne have eller burde have forhindret det. Men jeg kender ikke alle detaljerne.” (Reuters)

Læs også: Politi frigiver video af Uber-uheld

Uber dropper Californien

Efter uheldet i Arizona har myndighederne i Californien bedt Uber om at forklare, hvad man gør for at undgå, at noget lignende skal ske i Californien. Uber har dog valgt ikke at forny sin tilladelse til at teste i Californien, når den udløber 31. marts, da de alligevel har indstillet al testkørsel.

“Derfor besluttede vi at undlade at søge om fornyelse af tilladelse i Californien, når vores selvkørende køretøjer ikke ville operere på offentlige veje i den nærmeste fremtid,” siger en talsperson fra Uber til Jalopnik.

Volvo havde ikke noget med Uber-uheldet at gøre

Uber har adskillige Volvo XC90’ere i sin flåde af selvkørende biler, men Volvo har ikke nogen skyld i uheldet, som førte til en fodgængers død. Det forklarer Zach Peterson fra Aptiv, som leverer assistentsystemer til Volvo.

“Vi ønsker ikke, at folk bliver forvirrede eller tror, at det skyldes en fejl i den teknologi, vi leverer til Volvo, for det er ikke tilfældet,” siger han til Bloomberg.

En Volvo XC90 kommer som standard med en række assistentsystemer, heriblandt en automatisk nødbremse, som måske endda ville have spottet fodgængeren den aften i Arizona. Men de funktioner er altså koblet fra i Ubers testbiler, som i stedet udelukkende kører med Ubers egen teknologi.

Boston løfter forbud mod test

Efter Uber-uheldet nedlagde Boston forbud mod test af selvkørende biler. Nu har bystyret snakket med Nutonomy og Optimus Ride, som testede inden forbuddet, og givet begge lov til at genoptage testkørslerne. (Boston Herald).

Andre lande giver tilladelse til selvkørende forsøg

Imens Arizonas guvernør har sparket Uber ud af delstaten, har andre lande givet grønt lys til andre forsøg med selvkørende biler, om end ikke opereret af Uber.

I Australien vil der indtil oktober køre en række forsøg i Sydney, og i Kina har den kinesiske søgemaskine-gigant Baidu som det tredje selskab fået tilladelse til at teste selvkørende biler i Beijing. Baidu må nu teste fem biler.

Myndighederne i Beijing har begrænset test af selvkørende biler til 33 veje på den ydre side af femte ringvej, som tilsammen udgør en 105 km lang strækning.

Før testbiler kan få de særlige nummerplader, som giver dem lov til at køre på offentlig vej, skal de have kørt mere end 5000 km på et lukket område. Sådan et har Beijing bygget til formålet. Derudover skal testkørere have modtaget mindst 50 timers træning i selvkørende biler (ZDNet).

Læs også: Efter video: Uber bliver smidt ud af Arizona

Kina vil selv producere chips til selvkørende biler

Vi bliver ved verdens mest folkerige land lidt endnu. For som Uden Hænder tidligere har skrevet, kommer produktion af semikonduktorer, også kendt som mikrochips, til at blive en guldgrube i takt med, at bilerne bliver stadigt mere avancerede. Allerede i dag importerer Kina chips for 276,4 mia. dollars – det er næsten lige så meget, som de bruger på at importere olie.

Kinas ambition om at få 30 mio. selvkørende biler i fart i løbet af det næste årti bliver nu fulgt op med en ambition om, at semikonduktorer til bilerne skal produceres i Kina. Regeringen har lavet en pulje på 200 mia. yuan (190 mia. kroner), som skal støtte nye producenter af semikonduktorer. Forventningen er nu, at den kinesiske produktion af den slags chips og sensorer vil have en værdi af 100 mia. yuan i 2020 (Bloomberg).

USA smider også penge efter udviklingen

På den anden side af den nye handelskrig har USA også sat udvikling af selvkørende biler på budgettet. Her er der oprettet en pulje på mere beskedne 100 mio. dollars, som skal gå til udvikling af niveau 3, 4 og 5-teknologi. Heraf skal mindst 60 mio. dollars gå til projekter, der viser, hvordan selvkørende teknologi kan implementeres (Bloomberg Government).

Engelske lufthavne leger med autonome køretøjer

Foto: Oxbotica

I London er firmaet Oxbotica lige blevet færdige med at lave 3D-kort af airside-arealerne i Heathrow Airport. Altså den del af lufthavnen, hvor flyene færdes. Deres lille, selvkørende Cargopod har kørt 200 km, imens den samlede data ind, og nu skal Heathrow igang med at evaluere, hvad de kan bruge autonome køretøjer til (The Loadstar).

Imens der endnu ikke er konkrete planer om at tage autonome køretøjer i brug i Heathrow, kommer London-lufthavnen Gatwick til at lægge jord til det hidtil største forsøg med autonome lufthavnskøretøjer. Også her bliver Oxbotica en samarbejdspartner, når en selvkørende flåde skal fragte personale rundt i lufthavnen (The Engineer).

 

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response