close

Selvkørende bus skal køre på hospital i Køge

Navya_Arma_movia_koege
Foto: Movia

Om to uger kan danske passagerer for første gang stige om bord i en selvkørende bus i rutefart. Det sker, når Movia sammen med Autonomous Mobility indsætter en Navya-bus i lobbyen på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Artiklen er opdateret efter publicering (nederst)

Sverige har to, Finland har flere, og nu får Danmark endelig også én. En selvkørende bus, som kommer ud og køre blandt almindelige mennesker.

Det kommer til at ske fra den 28. maj. Her bliver en selvkørende bus fra producenten Navya indsat på en 400 meter lang rute i lobbyen på Sjællands Universitetshospital i Køge. Ruten kommer til at gå fra hovedindgangen til den anden ende af foyeren, og der vil være fire stop undervejs på ruten.

Bussen, der er eldrevet, har 11 siddepladser og fire ståpladser, og den har en servicehastighed på maksimalt 25 km/t.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem Movia, Region Sjælland, Region Hovedstaden og Metroselskabet. I april indgik Movia så en aftale med Autonomous Mobility, som netop har lanceret sit første projekt med en selvkørende bus af samme fabrikat på offentlig vej i Gøteborg.

Læs mere: Nu kan dansk selskab endelig køre med selvkørende busser – i Sverige

”I Movia er vi rigtig glade for, at vi nu begynder at indhente viden om, hvordan førerløs teknologi kan bruges til at give gode transportløsninger til borgerne,” siger Movia adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen i en pressemeddelelse.

Skal køre selv blandt gående

Forsøget er inddelt i tre faser. Første fase, som starter 28. maj, bliver altså at teste en selvkørende bus i lobbyen på hospitalet i Køge. Næste skridt, som forventes at gå i gang i starten af 2019, er at lade bussen køre mellem afdelinger på Slagelse Sygehus.

Først i den sidste fase af forsøget kommer bussen ud at køre på offentlige veje. Her skal den køre mellem Ølby St. og Sjællands Universitetshospital, Køge, og det sker forventeligt fra sommeren 2019.

Der bliver dog forhindringer nok at tage hensyn til for den selvkørende bus allerede fra forsøgets første fase. I lobbyen på Sjællands Universitetshospital kommer bussen til at køre blandt de besøgende på hospitalet, som færdes til fods, og altså ikke på noget særligt afspærret område.

Læs også: Autonomous Mobility-CEO forventer betalende kunder i 2019

Mere mobilitet for pengene

Under forsøget vil det være gratis at tage bussen. En af fordelene ved en selvkørende, eldrevet bus er, at omkostningerne er lavere end ved normal busdrift, da udgiften til en menneskelig chauffør ikke er en del af regnskabet. I Region Hovedstadens trafikudvalg hæfter formand Jens Mandrup (SF) sig da netop også ved de budgetmæssige fordele.

”Borgerne oplever kollektiv transport som en del af kernevelfærden. Derfor er det centralt, at vi er opsøgende i forhold til at bruge og teste nye teknologier, som kan give mere mobilitet for de samme penge,” siger han i pressemeddelelsen.

Som Uden Hænder tidligere har skrevet, er udsigten til at få mere mobilitet for pengene også en drivende faktor bag et forsøg med selvkørende busser, som er undervejs i Aalborg Kommune. Her skal to busser køre i pendulfart på en 2,5 km lang strækning på Astrup-stien. Forhåbningen er at gøre en gruppe borgere, som normalt ikke er særligt mobile, i stand til at transportere sig ved egen hjælp i højere grad end hidtil.

“Når man snakker kollektiv trafik, er chaufførlønninger jo noget af det, som koster. Her vil vi gerne give en service, der kommer tættere på borgerne, og hvis det kommer til at fungere, kan vi måske tilbyde mere kollektiv trafik for de penge, som vi nu engang har,” sagde Mette Skamris, afdelingsleder i Aalborg Kommune, til Uden Hænder.

Læs mere: Aalborg indsætter tre selvkørende busser efter sommerferien

Opdatering, 17. maj kl. 14.42:

Movia oplyser til Uden Hænder, at der vil være en operatør til stede i bussen i løbet af forsøgets første fase, som foregår på Sjællands Universitetshospital i Køge. Når forsøget træder ind i fase to, er målet at lade bussen køre førerløst på offentlig vej omkring Slagelse Hospital, og blot overvåge bussen fra et kontrolcenter.

Da det først er i fase to, at bussen kommer på offentlig vej, har det ikke været nødvendigt at indhente Vejdirektoratets tilladelse til første fase af forsøget. Movia er sammen med Autonomous Mobility gået i gang med at forberede ansøgningen.

Læs også: Første ansøgning om førerløst forsøg er afleveret – det sker der med den

Tags : autonomous mobilitybusdanmarkmovia
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response