close

Selvkørende bus i fuld størrelse skal køre i Stockholm

scania-selvkørende-bus
Foto: Scania

Teknologien er ved at være moden til at teste selvkørende teknologi på busser i fuld størrelse, lyder det fra Scania og Nobina, som står bag kommende forsøg i Stockholm.

Scania og Nobina, Nordens største aktør inden for kollektiv trafik, vil samarbejde om at afprøve selvkørende busser i fuld størrelse på almindelige ruter i Stockholm-området.

“Teknologien er nu så moden, at vi kan teste den i almindelig busdrift på offentlige veje, siger Karin Rådstrøm, chef for Buses and Coaches hos Scania, i en pressemeddelelse.

De første forsøg med selvkørende busser har primært været med små shuttlebusser med plads til 12-14 passagerer. I Scania og Nobinas forsøg vil der dog blive indsat to 12 meter lange busser. De har plads til 80 passagerer i hver.

Læs også: Selvkørende busser er på trapperne i Nordhavn

Rute på fem kilometer

Ifølge Karin Rådstrøm er projektet er et af de første i Europa med busser i fuld størrelse.

“Projektet vil give os et væld af oplysninger. Dem kan vi bruge i den videre udvikling af store, selvkørende busser inden en generel introduktion på markedet,” siger hun.

Busserne kommer til at køre på en fem kilometer lang rute med fire stoppesteder undervejs. I første omgang kommer busserne dog kun til at køre selv på en sektion af ruten, der er omtrent en kilometer lang.

Nysgerrige passagerer kommer desuden til at vente længe på de selvkørende busser. Det skyldes, at busserne i forsøgets første fase, der starter i 2020, vil køre uden passagerer. De får først lov til at stige ombord i anden fase, hvor forventningen er at transportere 300 pendlere om dagen.

Læs også: Ekspert: Trængsel bliver det største problem ved førerløse biler

Samme krav

Scania oplyser til Udenhænder.dk, at anden fase forventes at løbe over seks måneder, når den går i gang i 2021. Bussens hastighed som selvkørende vil først blive fastlagt på et senere tidspunkt. Det ligger dog fast, at busserne hele tiden vil have en chauffør ombord, der skal holde øje med kørslen og hjælpe passagererne. 

“Hos Nobina er vi meget optaget af at udvikle, hvad vi mener bliver en vigtig del af fremtidens kollektive trafik”, siger Henrik Dagnäs, adm. direktør for Nobina Sverige, i pressemeddelelsen.

Han fortæller, at der de samme krav til selvkørende busser som til alle andre busser. Både når det gælder driftssikkerhed, personsikkerhed og driftstid.

“Forsøget vil give os stor viden og erfaring, som vi kan tage med os videre, om de praktiske aspekter af at administrere og drive selvkørende busser og give flere mennesker mulighed for at benytte sig af kollektiv trafik, siger han.

Læs også: Gøteborg indsætter selvkørende busser i travl bydel

Skal bindes på metronet

De to busser i forsøget er eldrevne og af typen Scania Citywide LF. Forsøget kommer til at finde sted imellem det hurtigtvoksende nye boligområde Barkarby, omkring 20 kilometer fra Stockholms centrum, og en nærliggende metrostation. Her kommer busserne både til at køre i særlige busbaner og i blandet trafik. Det bliver dog først senere lagt endelig fast, hvor på ruten busserne skal være selvkørende.

Trafik- og kontrolsystemerne for de selvkørende busser håndteres af Scania og Nobina i fællesskab. 

Udviklingsprojektet er allerede startet, og forsøgsperioden skal efter planen starte i 2020. Under hele forsøget vil der blive indsamlet data om fx gennemsnitshastigheder, driftstid, rettidighed, reaktion på afvigelser og passagerernes tilfredshed. 

I Barkarby er der allerede flere innovative offentlige transportprojekter i støbeskeen. Området er blevet kaldt verdens mest moderne bytrafiksystem. Blandt projekterne er Europas første selvkørende elbusser i almindelig rutedrift, en metrobus-infrastruktur og nye digitale løsninger. Det hele sker i samarbejde mellem Stockholms len, Järfälla kommune og Nobina.

Læs også: Test: Så selvkørende er Volvo V60 – Årets Firmabil 2019

Tags : busNobinaScaniasverige
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response