close

Nuro vil skabe “Fido” med frisk kapital på lommen

Nuro-Arizona-selvkørende-robot
Foto: Nuro

Ny patentansøgning vidner om de mange idéer, som Nuro vil forfølge efter en enorm kapitalindsprøjtning fra Softbank. Blandt andet en mindre robot kaldet Fido.

Der er mange idéer på bordet hos Nuro. Og efter at den amerikanske udvikler af leveringsrobotten R1 i februar fik en ordentlig bunke penge stillet til rådighed, er en række af idéerne kommet for lyset i en patentansøgning.

Det skriver Techcrunch.

Midlerne beløb sig til 940 mio. dollar, svarende til 6,2 mia. kroner. De kom fra den japanske investor Softbank Vision Fund, der blandt meget andet har investeret i Uber og GM’s division for selvkørende biler, Cruise.

Blandt idéerne er at lade R1 lave fastfood på vej til de hungrende kunder. Det kunne fx. være med en indbygget pizzaovn, så slatten take-away-pizza kan gøres til et levn fra fortiden. Anordninger til kolde og varme drikke er også omfattet af patentansøgningen.

Læs også: Regeringen vil teste levering med selvkørende robotter

Fido er fint

En mindre robot, der skal klare det allersidste stykke af forsyningskæden, er også blandt idéerne. Det kan for eksempel være stykket fra fortovskanten, hvor R1 parkerer, og hen til modtagerens hoveddør. Til den lille robot har Nuro registreret “Fido” som et varemærke. Et navn, der ifølge Nuro’s grundlægger Dave Ferguson er noget “fint” over.

“Det er venligt og nabo-agtigt, og så legemliggør det ånden af en hjælper, som henter ting til dig,” siger han til Techcrunch og tilføjer, at intentionen ikke er at skabe en robothund i bogstavelig forstand. Det betyder dog ikke, at han ikke kan lide idéen om en hund, der er opdraget fra fabrikken.

“Nogle af de platforme med ben, som andre bygger, er interessante i forhold til det her problem med de sidste 10 fod,” siger Dave Ferguson.

Continental forestillier sig, at en firbenet robot kan levere pakker det allersidste stykke ud til forbrugerne. Foto: Continental

Her hentyder han blandt andet til Continental, som i januar i år fremviste en firbenet robothund (herover). Den illustration af Nuro’s Fido, der følger med patentansøgning (herunder), viser da heller ikke andet end en R1-lignende robot i mindre skala, hvilket næppe bliver det endelige design.

Læs også: Ny selvkørende budbil rejser halv milliard kroner

Bringer ud i dag

Indtil videre er den eneste offentligt tilgængelige skitse af Fido omtalt som “1402” i Nuro’s patentansøgning. Illustration: Nuro

Nuro begyndte at bringe varer ud med R1-robotten i december sidste år. Det sker i Scottsdale, en forstad til Phoenix i Arizona, hvor Nuro har lavet et samarbejde med detailforretningen Fry’s Food. For hvad der svarer til lige under 40 kroner kan kunder bestille sine varer i en app og angive et ønsket leveringstidspunkt. Derefter får de en sms, når varerne bliver sendt afsted, og en mere når de kan hentes i robotten.

Næste trin for Nuro er en lignende tjeneste sammen med en anden detailkæde i Houston, Texas.

“Vi udvider antallet af samarbejdspartnere drastisk, og vi arbejder på, hvordan vi kan fremstille et køretøj i stor skala,” siger Dave Ferguson til Techcrunch.

Over de kommende to år vil Nuro gerne sætte 5.000 eksemplarer af R1’s afløser på gaden i samarbejde med partnere. Den går under navnet R2X, har en tophastighed på 40 km/t og er forsynet med 12 kameraer, radar og en lidar-sensor på toppen.

Læs også: Udvikler: Derfor er det svært at lave selvkørende biler

Tags : FortovsrobotNuro
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

2 kommentarer

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst