close

Forsøgsordning var til debat på selvkørende konference

Fra venstre: Andreas Egense, vejdirektoratet. Mogens Kjærgaard Møller, Rådet for Sikker Trafik. Michael Svane, DI. Jakob Münter, Autonomous Mobility. Foto: Uden Hænder

Danmark kommer ikke for alvor til at blive foregangsland inden for selvkørende transport. Sådan lød det fra DI’s Michael Svane på Nohrcons konference om selvkørende transport.

Sverige har det, og Finland har haft det i længe – forsøg med selvkørende transport. Danmark har det ikke endnu, selvom flere projekter er undervejs, og selvom lovgivningen i 2017 blev ændret, så det nu er muligt at få tilladelse til at lave forsøg med selvkørende transport på offentlige veje.

Netop lovgivningen på området var blandt de mange forskellige emner, der blev diskuteret på Nohrcons konference om selvkørende transport, Autodrive 2018, som blev afholdt for anden gang torsdag den 15. marts.

Under et oplæg kom Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, omkring de danske regler. Han konstaterede, at hvis man skal udnytte den nye teknologi og de forretningsmodeller, som teknologien åbner op for, er det nødvendigt at “give lidt slip” i det lovgivningsmæssige arbejde.

“Det mangler jeg at se i Danmark. Derfor kommer Danmark ikke for alvor til at blive et foregangsland på det område, som jeg ser det,” sagde han.

Vil ikke tage modet fra folk

Michael Svanes konstatering faldt op til en paneldebat, hvor han selv deltog. Blandt debattørerne var også Andreas Egense, der som afdelingsleder i Vejdirektoratet står for at få ansøgninger om selvkørende projekter igennem godkendelsesmøllen.

Læs også: Første ansøgning om førerløst forsøg er afleveret – det sker der med den

“Vi lægger os virkelig i selen for at skabe nogle gode rammer,” sagde Andreas Egense.

Han kom dog Michael Svane i møde ved at medgive, at den danske lovgivning på området nok ikke er den lovgivning i verden, som giver forsøg med selvkørende transport de “aller-aller-bedste vilkår”. Alligevel tog Andreas Egense til genmæle:

“Det ærgrer mig lidt, det du sagde, for der sidder en række folk her i dag, som har visionerne og kompetencerne i forhold til at lave sådan nogle forsøg. Og jeg tror, at du tager motivationen fra dem ved at komme med sådan en udtalelse. Også selvom den er rigtig nok,” sagde Vejdirektoratets mand på sagen med et skævt smil på læben.

Michael Svane forsikrede dog, at det ikke var hans hensigt at tage modet fra nogen.

“Jeg ved, at du er en ildsjæl på det her område, Andreas, og det har jeg stor respekt for,” sagde han og fortsatte:

“Men jeg synes, at forsøgsordningen er værd at udfordre for at se, hvor hurtigt man kan komme igennem uden at sætte sikkerhed over styr.”

Handler om sikkerhed

Egentlig skulle paneldebatten handle om sikkerhed ved selvkørende transport. Netop sikkerhed er en af forklaringerne på, at selvkørende forsøg i Danmark – i modsætning til i Sverige og Finland – kræver, at en assessor siger god for sikkerheden i et forsøg, før ansøgningen kan afleveres til Vejdirektoratet.

Regningen til en assessor er med til at gøre det forholdsvist dyrt at få lov til at lave forsøg med selvkørende transport i Danmark, men sikkerhed er altafgørende. Det påpegede i hvert fald paneldebattens tredje deltager, Mogens Kjærgaard Møller, der er adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

“Én eneste ulykke vil være det, der tager hele dagsordenen og sætter hele processen i stå. Derfor tror jeg bare, at man skal erkende, at det her tager tid,” sagde han og forklarede, at selvkørende transport overordnet set vil gavne trafiksikkerheden.

Læs også: Derfor vil Aalborg indsætte tre selvkørende busser efter sommerferien

Indtil videre er det Semler-ejede selskab Autonomous Mobility den eneste aktør, som har afleveret en ansøgning til Vejdirektoratet. Det skete i slutningen af november 2017, og godkendelsen er endnu ikke faldet på plads. Fra Autonomous Mobility, som har projekter undervejs i bl.a. Gøteborg og Aalborg, deltog forretningsudvikler Jakob Münter i paneldebatten.

“Vi er vanvittigt motiverede. Men som jeg også siger til vores medarbejdere, så er vi en start-up uden alt det sure, fordi vi har en stor spiller i ryggen, som hjælper os med at komme igennem alt det her,” sagde han.

Jakob Münter gav udtryk for, at han gerne så flere spillere inden for selvkørende transport komme på banen, ligesom man er lykkedes med i Finland. Og netop den finske lovgivning, som udgør en langt mindre barriere for at afprøve selvkørende teknologi på offentlige gader og stræder, vækker begejstring i DI. Her ser Michael Svane gerne den danske forsøgsordning evalueret med det samme.

“Et centralt element i sådan en evaluering bør være den finske lovgivning. For den rummer de muligheder, som også giver mange små spillere mulighed for at komme på banen.

Læs også: Autonomous Mobility-CEO forventer betalende kunder i 2019

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst