close

Selvkørende transport: Disse lande er længst fremme i skoene

Oslo-selvkørender-bus-autonomous-mobility
Det norske trafikselskab er på nippet til at lancere et stort forsøg i Oslo i samarbejde med danske Autonomous Mobility. Illustration: Ruter

Norge brager ind på en tredjeplads i KMPG’s årlige opgørelse over hvilke lande, der er bedst forberedt til selvkørende transport.

Der er sket rigtig meget, siden KMPG for et års tid siden lavede sin første opgørelse over, hvor parate en række lande verden over er til at omfavne selvkørende biler, busser og lastbiler.

Nu er 2019-udgaven af KPMG’s rapport klar. Blandt milepælene fremhæver konsulenthuset blandt andet, at Holland sammen med Singapore begyndte at lave love for autonome køretøjer. At Ford oprettede en særlig division til selvkørende biler med et enormt budget. At Waymo begyndte at tage penge for at flytte passagerer i selvkørende minibusser. Og at Norge i januar 2018 lovliggjorde test af autonome køretøjer på offentlige veje, hvorefter flere forsøg med selvkørende shuttlebusser begyndte i årets løb.

I 2019-udgaven af rapporten er fem nye lande kommet med. Norge er et af de fem lande, og vores skandinaviske nabo brager ind på en andenplads, kun overgået af Holland og Singapore, der ligesom sidste år indtager henholdsvis første- og andenpladsen.

Det hænger blandt andet sammen med, at flere forsøg er kommet op at køre, siden lovgivningen blev åbnet for forsøg i starten af 2018. Men også, at nordmændende lader til at tage teknologien til sig.

“Tilbagemeldingerne på den selvkørende teknologi har været ret positive. Passagererne er ikke bange for at bruge den her form for transport,” siger Ståle Hagen, der er chef for KPMG’s transportafdeling i Norge, i rapporten.

Læs også: Autonomous Mobility opsøger ikke nye projekter i Danmark

Elbiler tæller med

KPMG bedømmer de 25 lande på fire faktorer: Politik & lovgivning, teknologi & innovation, infrastruktur samt forbrugeraccept.

Inden for teknologi & innovation scorer Norge en andenplads. Det hænger ikke mindst sammen med, at Norge har været så dygtige til at udbrede elbiler, at 40 pct. af de nye solgte biler nu er eldrevne. Mange af de solgte elbiler i Norge er Tesla’er, der med tiden vil blive stadigt mere selvkørende. KPMG ser desuden elbiler generelt som en slags forløber for selvkørende biler, der forventes at blive elektriske.

Læs også: Elon Musk: Tesla’er kan køre helt selv i år

Holland bevarer sin førsteplads fra sidste år med et spinkelt forspring til Singapore. Begge lande er relativt langt fremme med forsøg. I Holland er der planer om et grænseoverskridende forsøg på det, der bliver kaldt tulipan-korridoren. Her skal mindst 100 lastbiler med tiden køre i tætte konvojer om natten på motorveje mellem Amsterdam og Antwerpen i Belgien, samt mellem Rotterdam og Ruhr-distriktet i Tyskland.

Desuden er der planer om at forbinde køretøjer ved hjælp af 5G-teknologi og installere 1.200 intelligente trafiklys. Og så er det et udtryk for det politiske engagement i at skabe nogle lovmæssige rammer for autonome køretøjer, at den hollandske minister for infrastruktur har meddelt, at man arbejder på et “kørekort” for selvkørende biler.

Testby med kunstig regn

Singapore er på mange måder i en liga for sig, når det gælder selvkørende transport. Den asiatiske bystat har i samarbejde med et universitet skabt en hel testby for selvkørende biler. Her er stoppesteder, lyskryds, skyskrabere, bakker og sågar en maskine, der kan gengive et tropisk regnvejr.

Læs også: Forbrugere mister tillid til selvkørende biler

Erfaringerne bliver blandt andet brugt til at lave en ny færdselslov, som tager højde for de begrænsninger, der er i selvkørende biler og busser. Ifølge KPMG skulle loven komme i begyndelsen af i år. Singapore indtager både en førsteplads kategorierne politik & lovgivning og i forbrugeraccept. Det bliver til en andenplads målt på infrastruktur alene, men blot en 15.-plads i teknologi & innovation. Det skyldes fraværet af relevant industri og få ladestandere til elektriske køretøjer.

Danmark er ikke blandt de 25 lande i rapporten, som kvit og frit kan hentes lige her.

Illustration: KPMG

Læs også: Test: Så selvkørende er Volvo V60 – Årets Firmabil 2019

Tags : HollandKPMGNorgeSingapore
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response