close

Her er Top 10 over producenter af selvkørende biler

Google-virksomheden Waymo udvikler både selvkørende lastbiler og personbiler. Foto: Waymo

Google’s Waymo indtager førstepladsen, men i virkeligheden siger det ikke så meget, lyder det fra listens forfatter, Navigant Research. Se listen her.

Hvem er længst fremme, når det kommer til at udvikle selvkørende biler? Det har analysehuset Navigant Research undersøgt, så her kommer listen. Længere nede kommer forklaringen. 

  1. Waymo
  2. GM Cruise
  3. Ford Autonomous Vehicles
  4. Aptiv
  5. Intel-Mobileye
  6. Volkswagen Group
  7. Daimler-Bosch
  8. Baidu
  9. Toyota
  10. Renault-Nissan-Mitsubishi Alliance
1. Waymo er ejet af Alphabet, som også ejer Google.
2. Cruise er den selvkørende division af General Motors, der står bag mærker som Chevrolet og Cadillac. Honda er medejer af Cruise.
4. Aptiv er en stor, amerikansk underleverandør til bilindustrien. Aptiv hed tidligere Delphi.
5. Intel er dem med computerprocessorerne, og Intel ejer nu israelske Mobileye.
7. Daimler er moderselskabet til Mercedes-Benz, som samarbejder med underleverandøren Bosch om udviklingen af selvkørende biler.
8. Baidu er den kinesiske pendant til Google.

I rapporten Automated Driving Vehicles konkluderer Navigant Research dog, at ingen af selskaberne i virkeligheden er nået særlig langt. Ved udgangen af 2018 var der ingen, heller ikke Waymo, der havde selvkørende kørertøjer i kommerciel drift uden et menneske ombord til at gribe ind. 

I løbet af 2018 har mange af de ledende virksomheder ifølge Navigant forsøgt at nulstille offentlighedens forventninger til, hvor hurtigt teknologien vil være moden. 

“Som arbejdet med at validere selvkørende teknologi skrider frem, begynder ingeniører og udviklere at indse, hvor mange år de er fra at sikre stabilitet i teknologien,” skriver analytikeren Sam Abuelsamid i rapporten.

Læs også: Japan klar med lov for selvkørende biler

Bliver hvor vejret er godt

Han henviser til, at kvalerne med selvkørende biler handler om at forudse, hvad andre trafikanter vil gøre. Og om at få systemerne til at fungere i vejr, der er ringere end det optimale. Derfor vil implementeringen af autonome køretøjer indtil videre være begrænset til steder med tørt vejr. Simpelthen for at bilerne kan køre så meget som muligt. Og dermed generere så meget omsætning som muligt. 

Her er en mere detaljeret illustration af top 20-virksomhederne og deres status:

Listen er ifølge Navigant Research lavet på baggrund af interview med ledere og medarbejdere i de enkelte selskaber. Kriteriet for at blive nummer ét er, at man har den førende komplette selvkørende teknologi. Herunder ligger både sensor-teknologi, processering, software og service-platforme. 

I den fulde rapport, som kan købes her, er der flere detaljer om de enkelte virksomheders placering på listen. Den koster dog den nette sum af 3.950 dollar (ca. 26.000 kroner), og er dermed uden for nærværende medies økonomiske rækkevidde. Hvis nogen derude har købt adgang, vil undertegnede meget gerne komme forbi med flødeskumskager til kaffen. Bare sig til.

Læs også: Selvkørende transport: Disse lande er længst fremme i skoene

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst