close

Rapport: Tesla X satte hastighed op før dødsulykke

Tesla-X-dødsulykke-1
Foto: NTSB

Den Tesla Model X, som i marts tørnede ind i en metalbarriere på en motorvej i Californien, kørte på autopilot og satte hastigheden op i sekunderne op til dødsulykken. Det viser ny rapport fra NTSB.

Da en Tesla Model X P100D kørte direkte ind i en metalbarriere i marts, accelererede den i sekunderne op til ulykken. Det konkluderer en foreløbig rapport fra National Traffic Safety Board i USA, efter at data fra bilen er blevet gået igennem.

Ulykken førte til 38-årige Walter Huangs død. Han havde tidligere beklaget sig over det, han mente var en fejl i Teslaens autopilot-funktion. At bilen havde det med at trække ud i den asfalterede midterrabat lige der, hvor highway 101 deler sig i highway 85.

Den 23. marts var han alligevel så uopmærksom på lige akkurat det sted, at bilen ikke registrerede nogen belastning af rattet i seks sekunder op til, at bilen ramte en metalbarriere (kaldet attenuater på fotos) midt i rabatten.

Det har Tesla allerede oplyst. Men Tesla har ikke tidligere oplyst, at bilen også accelerede fra 100 km/t til 114 km/t (71 miles i timen) i løbet af de sidste tre sekunder op til ulykken. Tesla’ens adaptive fartpilot var sat til 75 miles i timen (mph), svarende til 121 km/t. Hastighedsgrænsen var 65 mph (105 km/t).

Foto: NTSB

Tesla trak til venstre

Det er kombinationen af en adaptiv fartpilot og autosteer-systemet, der styrer bilens retning, som Tesla kalder for autopilot. Her er et oprids af, hvordan Walter Huang brugte autopilot på turen.

  • Autopilot blev aktiveret fire gange i løbet af de 32 minutter, han havde kørt indtil ulykken. Den sidste session varede i 18:55 minutter.
  • I løbet af de 18:55 minutter gav bilen Walter Huang to visuelle advarsler og en advarsel med lyd om, at han skulle få hænderne på rattet. Walter Huang fik den sidste advarsel 15 minutter før ulykken.
  • I løbet af de sidste 60 sekunder op til ulykken blev Walter Huangs hænder registreret på rattet i sammenlagt 34 sekunder. De sidste seks sekunder op til ulykken var der ingen hænder på rattet.
  • 8 sekunder før ulykken fulgte Teslaen en bil foran, som kørte omkring 65 mph.
  • 7 sekunder før ulykken begyndte Teslaen at trække til venstre.
  • 4 sekunder før ulykken fulgte Teslaen ikke længere nogen bil foran.
  • 3 sekunder før ulykken og op til ulykken indtraf accelerede Teslaen fra 62 mph til 70,8 mph uden tegn på opbremsning eller styreindgreb.

NTSB understreger, at rapporten er foreløbig, og den indeholder da heller ikke nogen placering af skyld eller ansvar.

Læs også Tesla Model S 100D: Det selvkørende udviklingsprojekt

Samme problem i andre Teslaer

Uden Hænder har tidligere bragt en Tesla-ejers videooptagelse af, hvordan en Tesla Model S forsøger at trække ud i midterrabatten på omtrent samme sted, som Walter Huangs Tesla begyndte at trække til venstre. Det følgende er gisninger, som står for denne forfatters egen regning. Og altså ikke noget, som eksperterne i NTSB har konkluderet:

På videoen kan det se ud som om, at Teslaen overser den optrukne linje til venstre for bilen. Måske på grund af modlys, måske på grund af ujævnheder i vejen. I løbet af undertegnedes test af Tesla S var jeg også flere gange ude for, at bilen mistede orienteringen på landevej og begyndte at trække over i den modsatte kørebane, særligt på små bakketoppe.

Læs også BMW: Derfor kører BMW 520d af sporet

Uden indgreb trak Walter Huangs Tesla givetvis helt ud i midterrabatten. Derefter har bilen troet, at den var i en almindelig vejbane, nu bare uden andre trafikanter forude. Derfor kunne den begynde at accelerere op mod de 75 mph, som Walter Huang havde sat fartpiloten til. Den defekte samt relativt lave og smalle metalbarriere (billede herunder), som bilen senere ramte, kan de færreste bilers automatiske nødbremsesystemer registrere, hvis nogen overhovedet.

Uanset hvad, så ændrer NTSB’s foreløbige efterforskning ikke nævneværdigt ved den læring, der er i denne dødsulykke: At det er for tidligt at lægge sit liv i hænderne på nye bilers assistentsystemer, uanset hvor avancerede de måtte synes.

Batteri i brand fem dage senere

Den metalbarriere, som Walter Huang ramte i sin Tesla, var blevet ramt af en Toyota 11 dage tidligere. Den var endnu ikke blevet udskiftet med en ny. Derfor var den ikke i stand til at afbøde stødet, som den ellers skulle have gjort.

Sammenstødet skete med meget hård kraft, og Teslaens store 400v-batteri brød i brand. Walter Huang blev hurtigt reddet ud af lokale helte, inden branden nåede at sprede sig til bilens kabine. Men slukningsarbejdet satte brandvæsenet på en prøve.

På ti minutter blev der brugt 200 gallon (757 liter) vand og skum til at slukke branden i batteriet. Ca. syv timer efter ulykken, imens den smadrede Tesla holdt på et opmagasineringssted, udviklede batteriet røg, men brød ikke i brand igen. Fem dage senere selvantændte batteriet dog, og branden måtte slukkes af brændvæsenet.

Foto: NTSB
Tags : autopilotdødsulykkeTesla
Johannes Hartkopf-Mikkelsen

The author Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Køreglad journalist med en fortid på Børsen, Søfart og ShippingWatch. Driver nu Uden Hænder og anden freelancevirksomhed fra hjemmekontoret i et bofællesskab nær Kolding, hvor også en kone og to døtre har adresse.

Leave a Response

Synes du også, at selvkørende biler er spændende?
Så få Uden Hænders nyhedsbrev i din indbakke en gang om måneden. Helt gratis.
Bare rolig – du kan framelde dig når som helst